Anmeldelse af Cranium

cranium

Artiklen indeholder reklamelinks.

Savner du et brætspil, der kombinerer viden, kunstneriske evner, optræden og opgaveløsninger? Så findes svaret lige her! Cranium er et sammenkog af alle de bedste brætspil, der findes; Her skal du nemlig både bygge med modellérvoks, tegne figurer, løse ordgåder, mime karakterer og svare på vidensspørgsmål – og det hele er naturligvis på tid! Så derfor: Vær klar til ikke bare at få testet én færdighed, men derimod dem alle på én gang!

Køb Cranium

Hvad handler Cranium om?

I Cranium gælder det om at løse opgaver, der hjælper dig og dit hold hele vejen til målstregen. Opgaverne minder om mange af de opgaver, du kender fra klassiske brætspil; Svar på spørgsmål, tegn eller byg figurer, skab korrekte ord og mim eller lav en parodi af en karakter.

Indtil nu kender du måske de forskellige opgaver fra andre brætspil, men i Cranium er de samlet i ét spil. Her er det de forskellige felter, der afgør, hvilken opgave, der venter dig og dit hold. Alt efter hvilket felt, du lander på, skal du lede holdet frem til et bestemt ord igennem én af ovennævnte metoder.

Alle deltagere på holdet skiftes til at skulle fremføre en opgave. Når det bliver din tur, trækker modstanderholdet et kort, der matcher det felt, du står på. Derefter læser du opgaven, der for eksempel kan lyde: “Nyn en Abba-sang”, “tegn en hypokonder” eller “mim en sneboldskamp”.

Hvis dit hold gætter, hvad du/din aktivitet skal forestille, inden tiden er gået, må I rykke frem til næste felt, før turen går videre til modstanderholdet. Hvis ikke de gætter det korrekte svar, skal I blive stående på samme felt og have et nyt kort fra samme kategori, når det igen bliver jeres tur.

Det hold, som først har fået sin spillebrik hele vejen til mål ved at fuldføre opgaver så godt, at resten af holdet har gættet aktiviteten, kan kalde sig for vinder af Cranium!

Hvad medfølger i købet af Cranium?

  • Et spillebræt.
  • 600 kort.
  • En terning.
  • Et timeglas.
  • 2 spillebrikker.
  • En notesblok.
  • Cranium-masse (modellervoks)
  • Spilinstruktioner på dansk.

Spiloplevelse

Uanset hvilken type man er, er der noget i Cranium, som appellerer til én! Cranium har den perfekte kombination af krav til viden, færdigheder, kreativitet og hurtighed. Det betyder også, at der sjældent er én person, som ved det hele, men derimod stilles der krav til hele holdet, der skal samarbejde for at kunne få point.

Niveauet i Cranium er et sted, hvor de fleste kan være med. Så selvom spillet som udgangspunkt anbefales til alle over 16 år, kan man sagtens hive spillet frem til en spilleaften i familiens skød. Hvis yngre børn har mod på det, og vel at mærke kan læse, kan de sagtens være med i dette spil, hvor fantasien og evnen til at koncentrere sig er nogle af de vigtigste faktorer.

Man kan naturligvis også hive Cranium frem i andre situationer – på ferien eller i selskab med venner. Uanset hvem man spiller Cranium med, er der garanteret en stor underholdningsværdi. De små grå kommer i spil, men det gør lattermusklerne bestemt også, når man skal gætte i øst og vest for at kunne sikre point til sit hold!

Spillet kan tage fra 30 minutter og op til flere timer, alt efter, hvordan man vælger at spille, og hvor mange deltagere, der er med.

Spilgennemgang

Forberedelse

Sådan forbereder og opsætter I brætspillet Cranium:

  • Del alle deltagerne op i hold, så der er mindst 2 deltagere på hvert hold. Hvis man er mange deltagere, kan man være flere hold, så længe der som minimum er 2 deltagere på hvert hold. Det øger naturligvis spillets varighed, men gør det helt sikkert også sjovere at være flere!
  • Hvert hold vælger en spillebrik – blå, gul, rød eller grøn – og placerer den på START-feltet, der er lilla.
  • Alle kortene blandes og opdeles efter kategorier i de æsker, de matcher; Skabekat, Faktonaut, Stjerneskud og Sprogorm.
  • Hvert hold får en tegneblok og noget at skrive med.
  • Læg terningen på spillepladen og timeglasset ved siden af. Cranium-massen placeres også på bordet i den beholder, der følger med.

Vælg spillets varighed:

  • Spillepladen kan foldes ud på forskellige måder; Desto større pladen er, desto længere varer spillet.
  • Der findes tre forskellige varigheder, og dermed tre forskellige måder, spillepladen kan se ud: En kvadratisk spilleplade giver et spil, der varer cirka 30 minutter, en spilleplade formet som rektangel giver et spil på cirka en time, og en spilleplade formet som et plus giver et spil på cirka halvanden time.
  • Hvem starter spillet? Det gør det hold med deltageren, som har fødselsdag inden for kortest tid.
  • Nu er I klar til at spille Cranium!

Selve spillet

  • I første runde, og hver gang jeres hold står på et lilla felt, vælger I selv, hvilken af kategorierne, I vælger; Skabekat, Faktonaut, Stjerneskud og Sprogorm. Alt efter, hvilken af kategorierne holdet vælger, venter der en aktivitet for jeres hold. Først når aktiviteten er gennemført, kan I rykke videre. For at forstå reglerne i de enkelte kategorier, kan du evt. læse afsnittet “Cranium regler” længere nede i denne anmeldelse.
  • Holdet til højre for jer trækker et kort fra den kategori, I vælger, og derefter læser én af deltagerne kortet.
  • Når deltageren har forstået opgaven, vender holdet til højre timeglasset, og nedtællingen starter, imens deltageren går i gang med aktiviteten.
  • Når aktiviteten er gennemført, kan I måske slå med terningen og rykke videre, afhængigt af scenariet:
  1. Hvis I har fuldført den forventede opgave med succes, må I slå med terningen og rykke hen til det næste felt med den farve, som terningen angiver. Hvis I en af de udvidede udgaver af Cranium, som varer enten en time eller halvanden time, må I ikke rykke jeres spillebrik længere end Planet Cranium-feltet, selv om terningen måske angiver noget andet. Herefter er jeres tur slut, og turen går videre til holdet til venstre.
  2. Hvis I ikke har fuldført den forventede opgave, må I ikke slå med terningen, men skal i stedet blive stående på samme felt, for at se, om I kan fuldføre opgaven i næste runde. I skal derfor ikke gøre noget, men i stedet lade turen gå videre.

Hvem har vundet?

I bund og grund er det meget simpelt: Det hold, som først passerer målstregen, har vundet spillet! Det er dog ikke så nemt, som det måske lige umiddelbart lyder til at være.

Spiller man den udvidede version af spillet, hvor spillepladen er forstørret, skal man rykke ind i ‘Cranium Central’, der fører en mod målet. Efter at have landet her, vælger modstanderholdene en kategori for jeres næste runde. Hvis I gennemfører kategorien, og er de første som er nået hele vejen hertil, har I vundet spillet! Hvis I ikke gennemfører kategorien, gentager I proceduren, indtil et hold har gennemført.

Cranium regler

Skabekat

Frem med modellérvoksen! Når du lander på et felt med Skabekatten, skal du gøre dig klar til at skabe eller tegne noget, der forestiller et eller andet – og det kan være en udfordring i sig selv. Med modellérvoksen eller blyanten er det din opgave at skabe en figur. Imens du sveder over dén opgave, skal de andre fra holdet forsøge at tyde dit kunstværk og gætte, hvad der bliver skabt. For at gøre det hele lidt sværere, er der i Cranium indsat nogle små benspænd; Det kan for eksempel være, at du skal tegne tegningen med lukkede øjne!

Faktonaut

Kan du lide quiz-spil som Bezzerwizzer og Trivial Pursuit, vil du elske Faktonaut-kategorien! Når du lander på et felt med Faktonaut, skal du have gang i de små grå og skrue op for volumen i din hjerne. Her får du nemlig stillet et spørgsmål, du skal svare på sammen med dit hold. Der kan være forskellige svarmuligheder til spørgsmålet, som kan hjælpe jer lidt på vej.

Stjerneskud

Find din indre diva frem og gør dig klar til at vise dine talenter på en scene! Når I er landet på et felt med Stjerneskud, er det tid til at performe! På kortet står der nemlig en figur, karakter eller et ord, som du skal mime, synge, nynne eller præsentere på anden vis. Og hvis du er en ægte performer, gætter dine medspillere naturligvis, hvad du forestiller, inden tiden løber ud.

Sprogorm

Her er en kategori til alle os, der elsker klassikeren Scrabble! Når I er landet på et felt med Sprogorm, får I nemlig testet jeres stavefærdigheder. I denne kategori skal I blandt andet stave et ord baglæns eller gætte ord, hvor nogle af bogstaverne har byttet plads. En kategori for alle sprognørder!

“Alle spiller” og Planet Cranium

Hold godt øje med jeres kort! Der er nemlig nogle af kortene, som indeholder teksten “Alle spiller” eller et Planet Cranium-symbol. Når en af disse kort er trukket, sættes spillet på pause, og alle spillets hold kan være med til at gætte på den aktivitet, der fuldføres. Det hold, der gætter rigtigt, får et ekstra slag.

Efter at have gennemført dette, fortsætter det hold, som trak kortet. Det gælder nemlig ikke som en egentlig aktivitet i deres runde, når man trækker “Alle spiller” eller Planet Cranium.

Historien om Cranium

Cranium blev udviklet af to tidligere Microsoft-ledere, amerikanske Whit Alexander og Richard Tait i 1998. Ideen til Cranium opstod efter, Richard havde spillet brætspil med sin familie i en weekend og syntes, at der var et behov for et brætspil, som kombinerede de forskellige talenter, i stedet for at de var separeret i forskellige spil.

Richard forlod derfor sit job hos Microsoft og fik overtalt sin ven og medarbejder, Whit Alexander, til at være med i skabelsen af Cranium. Spillet blev fra starten udgivet af Hasbro, som det også gør den dag i dag.

Siden Craniums udgivelse, har spillet modtaget flere flotte priser og også være nomineret til nogen. Herhjemme i Danmark var spillet nomineret til at blive Årets Voksenspil i år 2010. Foruden det, har spillet vundet Årets Voksenspil i Finland i 2003, og i 2002 blev det årets spil i Australien.

Udgivelser af Cranium

Der findes mere end 35 udgivelser af Cranium, i form af udvidelser og anderledes versioner. Der er altså virkelig tale om et populært og højtelsket brætspil, som har vundet både hjerter og hjerner over det meste af verden.

Herunder gennemgår vi nogle af de spil, der er udgivet på dansk:

  • Cranium (2014) er en fornyet og moderniseret udgave af det Cranium Classic fra 1998, der bedst kan beskrives som en blanding af noget klassisk og noget nyt. Derfor vil man også opleve, at spillet grundlæggende er det samme. Der er dog nogle få forskelle: I denne version er antallet af kort skrumpet fra 600 kort til 200 kort. Ud over dette, har designet fået en opgradering, så spillet fremstår mere moderne. Det samme gælder for kortenes indhold, der er blevet mere nutidige og ikke længere er præget af ting fra 90’erne. Spillet anbefales til børn fra 16 år og opad.
  • Cranium: Alle stråler er udgivet i 2016 og er grundlæggende den udgave, der minder mest om det originale spil fra 1998. På samme tid er det også det spil, der betegnes som familievenlig. I denne udgave er der stadig 600 kort, og reglerne er de samme som i det originale spil. Der er dog den forskel, at indholdet passer til år 2016, frem for år 1998. Derfor kan man for eksempel få til opgave at beskrive Facebook! Spillet anbefales til børn fra 16 år og opad, men det skulle også kunne lade sig gøre at have børn ned til 12 års-alderen med i spillet. Man kan eventuelt overveje at lade en voksen fungere som vejleder for barnet undervejs i spillet, hvis det bliver for svært.
  • Cranium: Cadoo er en børnevenlig udgave af Cranium! I denne udgave skal børnene lave en fire-på-stribe på spillepladen ved at fuldføre opgaver. For hver korrekt udført opgave, vinder man en brik, som kan lægges et vilkårligt sted på pladen, og dermed rykker man et skridt tættere på sejren. Desuden er der ændret i spillets regler; I spillet indgår to slags kort – SOLO-kort og TEAM-kort. Man slår med terningen for at finde ud af, hvilket slags kort, man skal have. SOLO-kortene angiver, at du skal løse et kort alene – eller sammen med dit hold. TEAM-kortet angiver, at de andre spillere skal gætte, hvad du laver. Det er dog kun med et SOLO-kort, man kan erobre “det fjerde felt” i sin fire-på-stribe, og derfor skal man have mindst ét af den slags for at kunne vinde spillet. Selv om reglerne er en smule anderledes og lige skal forstås, er dette spil garanti for masser af underholdning til familiens yngre medlemmer!
  • Cranium: Dark er en anderledes udgave af det populære brætspil, hvor der ikke er nogen spilleplade. Til gengæld er der to slags kort; Det ene kort fortæller dig din opgave, det andet kort fortæller dig, hvordan du skal udføre opgaven. Det kan for eksempel være, at du skal “sluge en kamel som en zombie” eller modellere en diabetiker. Spillet er super enkelt, og derfor kan man hurtigt være i gang – og der kan være flere med. Spillet fungerer derfor også rigtigt godt som festspil, hvis man har lyst til at spille et spil over et glas vin eller måske til en børnefødselsdag. I denne udgave spiller man ikke på hold, men derimod alle mod alle, og derfor skal man som minimum være 3 spillere. Spillet anbefales til børn fra 16 år, men da spillereglerne er meget enkle, kan yngre børn også være med.

Vores vurdering af Cranium

Efter at have spillet Cranium, kan vi konkludere, at det spil er lidt ligesom 3-farvet is. Den geniale løsning, der kombinerer alle klassikerne! I dette spil får man de kunstneriske udfordringer á la Tegn og Gæt, de hjernevridende spørgsmål á la Bezzerwizzer og Trivial Pursuit, ordfumleriet fra Scrabble og det hylende morsomme mimeri fra Alias og Margrethe-skål!

Har man fået nok af traditionelle brætspil, hvor der kun er fokus på én færdighed, skal man helt klart overveje at investere i Cranium. Her er der ikke to runder, som er ens, og derfor er underholdningsværdien høj gennem hele spillet. Og selv om det kan være til stor frustration, at man får en færdighed, man ikke er så god til, er der stadig masser af plads til, at man kan grine af sine fejl – og ikke mindst: Grine af modstanderne, når de forsøger at gætte sig frem til noget, der for os andre kan virke helt skørt!

Foruden at være underholdende, kan Cranium også være enormt lærerigt. Enhver deltager har muligheden for at forbedre sine færdigheder inden for tegning, retstavning og viden! Derfor er det også oplagt, at man inviterer resten af familien – og især børnene – ind i spillet, så alle kan være med i den lærerige underholdning. Den eneste ulempe, der er ved Cranium, er, at nogle af formuleringerne i opgaverne indimellem kan fremstå lidt kludrede, og så kan det være svært at forstå opgaverne. Især for børn.

Næste gang, vi frustreret kigger på spillehylden, der består af gamle klassikere, som er blevet spillet et utal af gange, vil vi overveje at finde Cranium frem i stedet. Spillets fordel er helt klart den store variation. Derfor kan det her spil være et godt alternativ, hvis man ikke har lyst til et spil med ensartethed. Vi er begejstrede og på ingen måde færdige med at spille Cranium!

Læs også vores brætspil anmeldelse af Alias.

5/5 - (20 votes)

Indholdsfortegnelse