Anmeldelse af Matador

matador spil

Artiklen indeholder reklamelinks.

Gør dig klar til at tælle penge og skabe store bedrifter! Er du skarp i pæren, kan du komme til at eje hele byen og tjene penge på det! Og bedst af alt – du kan vinde over dine familiemedlemmer, kollegaer eller venner, når du får dem til at gå konkurs og selv sidder tilbage med den helt store gevinst. I Matador handler det nemlig om at være den, der sidder tilbage på skattekisten – og, ikke mindst, undgå at være den, som ender uden en fregne på lommen.

Køb Matador

Hvad handler Matador om?

Egentlig er formålet med Matador ganske simpelt: Du skal gå efter at blive den rigeste spiller og sørge for, eller håbe på, at de andre spillere går konkurs, så de må udgå af spillet.

I Matador kører du rundt i byen, som er fuld af muligheder, så længe man har penge: Masser af grunde står klar til, at du kan opkøbe dem, bygge huse og opføre hoteller. Når du så har bygget på grundene, kan du for en kort stund læne dig tilbage og se på, hvordan andre spillere må smide penge på bordet, så du får den lejeindtægt, du har krav på.

Du kan dog ikke slappe af for længe. I Matador kan der nemlig hele tiden komme uventede hændelser, som kan betyde, at du skal sælge et af dine huse eller hoteller – eller måske endda hele din grund. På samme tid skal du også være opmærksom på, at dine modstandere ikke får opkøbt mere af byen end dig, så de i sidste ende sidder på størstedelen af byen – og dermed størstedelen af pengene.

Matador er den danske version af det amerikanske brætspil Monopoly. De har sine forskelle, men begge brætspil produceres af henholdsvis Brio (Matador) og Hasbro (Monopoly). Blandt andet er spillepladen cirkulær i Matador, mens den i Monopoly er firkantet. Foruden det, er der nogle få forskelle i nogle af reglerne.

Dette er den simple forklaring på, hvad Matador går ud på. Oveni det kommer en masse forskellige regler, som er vigtige at sætte sig ind i, før man kaster terningerne og første gang begiver sig ud i bygge- og ejendomsbranchen. Længere nede i denne anmeldelse får du en indførsel i de vigtigste regler, du skal kende til, når du spiller Matador.

Sæt i gang og lad os se, hvem der i virkeligheden er den største finansmand eller -kvinde!

Hvad medfølger i købet af Matador?

  • En spilleplade.
  • Seks biler i forskellige farver (spillebrikker).
  • To terninger.
  • Skøder til alle grunde.
  • “Prøv lykken”-kort.
  • 32 huse.
  • 12 hoteller.
  • Spilleregler på dansk.

Spiloplevelse

Hvilke ejendomme skal man satse på? Og hvor stort skal man satse? Skal man gå efter alle de gode i den samme farvekode i første omgang, eller tør man sprede sine investeringer en smule?

Der er mange overvejelser i spil, når man er deltager i Matador. Man ved, at pengene ligger inden for rækkevidde i form af gode indtjeninger fra husleje. Men man skal holde hovedet koldt for at vide, hvordan man bedst muligt får investeret sine penge og undgår at skulle pantsætte nogle af sine grunde.

Matador er efterhånden blevet et klassisk brætspil, som kan spilles af de fleste medlemmer af familien. Spillet anbefales til børn over 8 år. Hvis man har børn med ned til 8 år, kan det være en fordel, at børnene er på hold med en voksen, så man sammen kan sætte sig ind i reglerne og finde ud af, hvad der er det smarteste træk for holdet.

Ifølge spillets udgiver, taget Matador som udgangspunkt mere end en time. Men er man flere, der er klar til at gå i kløerne på hinanden for at få de gode ejendomme og handler i hus, kan man sagtens sidde med spillet i flere timer.

Spilgennemgang

Forberedelse

  • Én spiller udpeges til at være bank/ansvarlig for pengene.
  • Banken er ansvarlig for alle spillets udbetalinger/indbetalinger (undtagen leje, der betales til ejeren), samt handel med skøder og løsladelseskort, der handles indbyrdes mellem spillerne.
  • Banken giver 30.000 kroner til hver deltager: 2 x 5000 kr., 5 x  2000 kr., 7 x 1000 kr., 5 x 500 kr., 4 x 100 kr. og 2 x 50 kr.
  • Banken beholder: Resten af pengene, samt skøderne, husene og hotellerne.
  • De såkaldte “Prøv lykken”-kort lægges i en bunke på midten af spillepladen med bagsiden opad, så ingen deltagere kan se teksten på kortene.

Midten

  • Stil spillebrikkerne ved “START”-feltet.
  • Hvem skal starte? Man kan slå med terningerne – den person, som slår det højeste antal øjne med terningen, må starte spillet. Ellers kan man lave reglen om, at personen med ansvaret for banken starter.
  • Den første spiller slår med de terningerne, og rykker sin spillebrik det antal felter, som terningens øjne viser.
  • Når spilleren har udfyldt sin opgave, går turen videre til næste spiller (i urets retning).
  • Herfra kan spillet udvikle sig på mange forskellige måder. I afsnittet “Matador regler” kan du læse mere om reglerne i Matador, men nedenfor skitserer vi de vigtigste regler:
    1. Noget af det første man lærer er, at den ejendom man lander på, som ikke er ejet af nogen, kan spilleren købe. Jo tættere du kommer hen på “START”-feltet, desto højere er priserne for ejendommene. Ejendomme til højere priser kan til gengæld indkassere en meget høj leje, hvis modstandere lander på ejendommene.
    2. Når en spiller ejer alle grunde i den samme farvegruppe, kan han/hun bygge huse og hoteller, som kan give en væsentlig større indtjening. Huslejen stiger nemlig, hvis en spiller står på en grund med huse eller hoteller. I nogle tilfælde kan man gå bankerot ved at lande på en grund med huse eller hoteller.
    3. Lander en spiller på et felt med “Prøv lykken”, skal spilleren trække et “Prøv lykken”-kort fra kortbunken i midten af spillepladen. Disse kort kan vende op og ned på hele spillet, eftersom kortet kan kræve alt fra at blive dirigeret hen til en modspillers grund til at rykke frem til “START”-feltet og modtage bonussen.

Som nævnt findes der en regel for alle felter på spillepladen, og derfor kan det være en god ide at sætte sig ind i reglerne, før man går i gang med at spille Matador. Reglerne bliver gennemgået længere nede i anmeldelsen.

Afslutningen

  • Hvis en spiller skylder flere penge, end han/hun kan betale, må personen melde sig konkurs.
  • Vinderen er den spiller, som til sidst har overlevet pengeræset og fået alle modspillere til at gå bankerot.

Matador regler

Banken

  • I begyndelsen af spillet skal man i fællesskab udpeje en spiller, som bliver ansvarlig for banken. Den bankansvarlige behøver ikke være med i spillet – det er op til den enkelte. Dog ville det være hensigtsmæssigt, at den bankansvarlige ikke spiller med i spillet, hvis der er flere end 5 personer med.
  • Den bankansvarlige står naturligvis for uddeling af penge samt skøder, huse og hoteller. Disse ting kan spillerne købe og sælge. Kort fortalt har den bankansvarlige en krævende opgave, og derfor er det nok i sig selv at være ansvarlig for pengestrømmen.
  • Banken kan ikke gå bankerot. Så hvis banken pludselig er løbet tør for penge, så finder man et stykke A4-ark og klipper/tegner nye pengesedler.

Start

Når en spiller lander på eller passerer “START”-feltet, kan spilleren se frem til at modtage hele 4000 kr. af banken. Netop denne regel kan betyde alt eller intet både i opstartsfasen, men så sandelig også i afslutningen af spillet.

To ens terninger 

Hvis det hænder, at en spiller slår to ens terninger (f.eks. to 5’ere), så må spilleren rykke sin spillebrik det antal øjne terningerne viser og slå én gang til. Sker det, at en spiller slår to ens terninger 3 gange i træk, så ryger spilleren desværre i fængsel. At ryge i fængsel kan dog også være en positiv ting, hvis man vil undgå at lande på grunde med huse og hoteller.

Prøv lykken

Når man lander på et felt med “prøv lykken”, skal man trække et kort øverst fra kortbunken og rette sig efter det, der står på kortet. Når man har udført det, som stod på kortet, lægger man kortet tilbage bagerst i bunken.

Fængsel

Du kan ryge i fængsel på 3 forskellige måder:

  1. Hvis du lander på feltet “De fængsles”.
  2. Hvis du lander på feltet “I fængsel” (besøg).
  3. Du slår et dobbeltslag tre gange i træk.

Hvis du ryger i fængsel, er din tur færdig. Derfor vil du heller ikke modtage “START”-bonussen på 4000 kr. Vær opmærksom på, at hvis du lander på “I fængsel”-feltet, så er du på besøg. Det betyder, at du i næste runde kan slå med terningen ligesom alle andre spillere.

Hvis du er kommet i fængslet på en af de tre andre måder, er der følgende muligheder for at komme ud:

  • Ved at betale en bøde på 1000 kr., før du slår med terningen igen.
  • Ved at benytte et løsladelseskort fra Prøv Lykken-bunken.
  • Ved at kaste 2 ens terninger. Herefter må du rykke det antal felter, som terningens øjne svarer til. Får du ikke 2 ens efter at have kastet i 3 omgange, må du betale 1000 kr. for at blive løsladt.

Du kan ikke være i fængslet i mere end 3 omgange. Selvom du er i fængsel, kan du godt købe og sælge huse og hoteller, men du kan ikke kræve leje fra andre spillere.

Bygninger (huse og hoteller)

  • Det er muligt at bygge huse på sine grunde, når man ejer alle grunde i én farvegruppe. Man køber huse hos banken og efterfølgende placerer man naturligvis husene på sine grunde. Prisen for husene står på skødet.
  • Der kan være maks. 4 huse på én grund. Men vær opmærksom på, at du ikke kan vælge at bygge f.eks. 3 huse på én grund, hvis de andre grunde i samme farvegruppe ikke har 3 huse på sig. Og hvis det hænder, at du er nødsaget til at sælge husene, så skal det også ske på samme måde.
  • Hvis du er nået så langt i spillet, at du har hele 4 huse på alle grunde i samme farvegruppe, så har du mulighed for at bygge hoteller. Du returnerer husene til banken og placerer hotellet på grunden. Husk på, at der kun kan være ét hotel på én grund. At bygge hoteller er en dyr investering, men kan være til stor gavn, hvis heldet er med dig.
  • OBS: Når banken løber tør for huse eller hoteller, skal spillerne vente til der er ledige huse og hoteller.

At købe grunde og betale leje

  • Noget af det første du lærer er, at når du lander på en ejendom, som ingen har købt, har du mulighed for at købe grunden af banken. Grundenes priser varierer voldsomt, og de står på de enkelte grunde. Hvis man siger ja til at købe en grund, får man naturligvis et skøde. Alle modspillere skal kunne se skødet, så alle ved, at det er dig, der ejer grunden. Vælger man at sige fra og takke nej til grunden, får de andre spillere mulighed for at købe grunden – og der opstår muligvis en budrunde. Den som byder højest, kan kalde sig ejer af grunden.
  • Man tjener de fleste penge gennem husleje, som sker, hvis en spiller lander på ens grund. Husleje-prisen står på skødet.
  • Har ejeren pantsat sin ejendom, slipper spilleren – som landede på grunden – for at betale husleje. En pantsat ejendom kendetegnes ved at skødet er vendt med bagsiden opad.
  • Er en spiller nået til det punkt, hvor man ejer alle skøder i én farvegruppe, kan man se frem til at kræve dobbelt husleje fra den spiller, der lander på en af grundene fra farvegruppen. Hvis du er så heldig (god), at du har placeret huse og hoteller på grunden, så kræves der en endnu højere husleje.
  • Det er ejeren af grunden, som selv står for at kræve husleje. Så hvis man ikke er opmærksom, så kan man gå glip af vigtige moneter.

Salg af grunde og bygninger

Man kan sælge sine grunde til andre spillere, hvis der ikke er placeret bygninger (huse og hoteller) på grundene. Selvom der kun er en af grundene i samme farvegruppe med et hus eller hotel, så kan man ikke sælge en grund i samme farvegruppe uden hus og hotel.

Hvis man ønsker at sælge huse og hoteller, så foregår det til banken. Men banken giver kun halvdelen af den pris, der blev betalt for bygningen. Noget andet man skal være opmærksom på i salget af huse i en farvegruppe er, at de skal sælges en efter en. Det skal endda være i den modsatte rækkefølge af, da de blev erhvervet.

Når man skal sælge hoteller foregår det på følgende måder; alle på én gang eller de sælges én efter én (ligesom processen for husene).

SKAT

Skat er med til at gøre spillet spændende og kan ligesom fængslet vende op og ned på spillet. Lander man på “skat”-feltet, så kan man gøre følgende: betale 4.000 kr. til banken eller betale 10 procent af ens pengebeholdning (til banken naturligvis). Pengebeholdningen er ens penge, værdien af grunde og værdien af huse og bygninger. Spilleren skal vælge sin betalingsmåde, inden han/hun tæller sammen, hvor mange værdier, han/hun har.

Pantsætning

Man er formentlig i knibe, hvis man overvejer at pantsætte ens grunde. Når man pantsætter en grund, får man det beløb, som grunden koster at erhverve. Man kan pantsætte grunde uden bygninger with no problems. Men skal man pantsætte en grund med bygninger, skal man allerførst sælge bygningerne til den bankansvarlige. Selvom man pantsætter ens grunde, så beholder man dem, men bagsiden vendes opad for at vise, at man har pantsat dem.

Hvis en spiller lander på en pantsat grund, slipper spilleren for at betale leje. Hvis ejeren af grunden ønsker at stoppe pantlånet, skal ejeren have nok penge til at betale beløbet for grunden samt 10 procent ekstra i renter – til banken.

Hvis man har interesse i at bygge huse og hoteller på de pantsatte grunde, skal spilleren først betale for at stoppe pantlånet for grundene (det kan blive en dyr fornøjelse pga. renter).

Konkurs

Så snart du er i underskud, er du ikke mere en del af spillet. Er du noget bunden og skylder alverdens til en modspiller, så skal du – i forbindelse med at trække dig fra spillet – tildele modspilleren alt det du har tilbage. Hvis du har bygninger, sælges de til den bankansvarlige. Efterfølgende gives pengene til modspilleren, som du skylder penge til. Grunde som er pantsat, gives også til den spiller, du er i gæld hos. Er det banken, du skylder penge til, går alle dine værdier til banken.

Den spiller, som er den sidste med et overskud, kan kalde sig for vinder af Matador.

Ekstra: Hurtigt spil

Hvis I ikke har tid eller lyst til et helt spil Matador, så prøv den hurtige udgave af spillet: Den bankansvarlige uddeler to tilfældigt blandede skøder til hver spiller og modtager prisen, som står på skøderne.

Der bestemmes, hvor lang tid man vil spille, og den person, som har flest penge, når tiden er gået, har vundet Matador.

Historien om Matador

Der ligger en lang forhistorie til det spil Matador, vi kender i dag. Derfor starter vi med at kigge langt tilbage i tiden.

I 1904 opfandt Elizabeth J. Magie forgængeren til Monopoly og Matador kaldet The Landlord’s Game. På dansk kan spillet oversættes til “Udlejerens spil”. Spillet havde til mål at give et billede af virkeligheden; nemlig at ejendomsselskaber udnytter lejere til at tjene massevis af penge. Brætspillet blev dog aldrig den store succes.

Men i 1933 var der en fyr ved navn Charles Darrow, som kunne se potentialet i The Landlord’s Game. Han kunne se så stort et potentiale, at han udgav spillet under et nyt navn – Monopoly. Spillet bredte sig hurtigt i USA i 30’erne, hvor han også fik patent på brætspillet. Det var i samarbejde med Parker Brothers, at Charles Darrow udgav spillet.

Som vi nok alle ved er Monopoly et af de største brætspil i historien. I øvrigt modtog spillet også “Game of Century” prisen som på dansk står for århundredets spil, hvilket er noget af en bedrift.

Matador blev designet i den danske udgave i 1936 af den danske spilproducent og papirvarefabrik C. Drechsler Papirvarefabrik. Manden bag firmaet, C. Drechsler, flyttede fra Tyskland til Danmark i 1920’erne, hvor han giftede sig med Anna Drechsler. Her grundlagde han papirvareproducenten, som viste sig at blive Danmarks største spilproducent.

Da C. Drechsler døde i slutningen af Anden Verdenskrig, blev hans firma solgt til det svenske firma Brio i begyndelsen af 1970’erne. Efter hans død, er Matador blevet ændret på nogle få punkter; Man har blandt andet ændret i den samlede mængde af penge og en del i designet.

Udgivelser af Matador

Der findes forskellige alternativer til det klassiske Matador-spil. Herunder gennemgår vi nogle af de spil, der findes på dansk:

  • Flottenheimer – glem alt det, du lige har lært i Matador om at tjene penge! I denne udgave af brætspillet handler det om det modsatte: Nemlig at bruge penge! Her skal du ikke længere købe grunde, huse og hoteller, men derimod overveje, hvordan du hurtigst muligt kan få brændt én million kroner af. Brug pengene på caféture, limousiner, krydstogter og fede fester! Den, som hurtigst får brugt en million kroner, har vundet spillet. Anbefales til børn fra 10 år.
  • Junior Matador – den børnevenlige udgave af Matador, som kan spilles af børn helt ned til 5 år. Her er gadenavne og kendte steder skiftet ud med Slikbutikken, Cirkusset, Ballongyngerne og andre figurer, som børnene kender til. Lige som i det originale Matador, kan man i dette spil investere i de forskellige aktiviteter og tjene penge på dem.
  • Kebab-Matador – udgaven, hvor du spiller med drengen Iqbal Farooq, kendt fra bøgerne og filmene om Iqbal og hans indisk-danske familie, der bor på Indre Nørrebro. I denne udgave af Matador gælder det om at blive den sejeste gangsterboss på egnen. Det sker ved at købe butikker rundt omkring i byen, så du kan ansætte alle dine fætre og ende som den rigeste deltager.
  • Matador: Kortspillet – et alternativ til det traditionelle brætspil: Med en kube fuld af kort og en tidsbegrænsning på 15 minutter pr. runde, gælder det om at være den, som sidder med de 3 bedste kort, når tiden er udløbet. Spillet er især praktisk, hvis man for eksempel skal ud at rejse, eller gerne vil have et spil med på udflugt.

Vores vurdering af Matador

Ej, hvor kan man bare hurtigt blive ivrig efter at eje hele pladen i Matador! Stik mig Frederiksberggade og Rådhuspladsen fra start, så jeg kan vise jer, hvem der skal være den rigeste mand i byen! Ja, der kommer blod på tanden og sved på panden, når man lugter penge i dette fantastiske brætspil, der har masser af grunde til, at det den dag i dag er en vaskeægte klassiker inden for brætspil.

Det kan tage minutter, men det kan bestemt også tage flere timer, at finde frem til, hvem omkring bordet, der skal løbe med alle pengene og hånende se på modstanderne, som alle er gået konkurs. Men vejen dertil er fuld af spænding, snedige træk og stor underholdningsværdi!

Man lærer virkeligt at tælle penge og overveje sine valg, når man spiller Matador. Der er ingen, som har lyst til at miste alle sine penge til sin kæreste, sin søster, sin kollega eller sin veninde. Derfor sørger man virkelig for at holde tungen lige i munden og træde varsomt, men ihærdigt, når terningen først er rullet.

Matador er et spil, der greb os fra første slag, og derfor vil det helt sikkert også blive fundet frem til både spilaftener, i sommerhuset, på weekendture og over et glas vin. Og vil man have de yngste fra familien med i spillet, kan man jo investere i Junior-udgaven. Matador er for alle, der ikke er bange for at spille om penge – Matadorpenge, vel at mærke!

Læs også vores brætspil anmeldelse af Bezzerwizzer.

5/5 - (20 votes)

Indholdsfortegnelse