Anmeldelse af Cluedo
|Artiklen indeholder reklamelinks.
Cluedo byder på en overdådig fest på Doktor Sorts storslåede slot, men midt under den store velkomstskål slår et lyn ned i vestibulens tårnspir og slottet bliver henlagt i mørke. Da lyset kommer tilbage, er Doktor Sort væk og tjenestepigerne skriger fra et andet rum. Han er død! Doktor Sort er død – men hvem er morderen? I Cluedo skal i løse mysteriet før det er for sent.
Hvad handler Cluedo om?
I Cluedo indtager spillerne rollen som detektiver, der som den første skal opklare den mystiske død på Doktor Sort. For at nå frem til sandheden, må spillerne undersøge slottet for spor og finde ud af hvem, der slog doktoren ihjel, med hvad og ikke mindst hvor.
Svarene ligger gemt i fortrolighedskonvolutten, og kun med kløgtigt detektivarbejde kan du komme med den korrekte anklage og blive den første til at afsløre omstændighederne for doktorens mystiske død.
Hver spiller tildeles et antal blandede kort, der repræsenterer rum, våben og mistænkte. Vis ikke disse kort til dine modspillere, og kryds selv dine kort af i din notesbog, da I leder efter de kort, som ligger gemt i konvolutten.
I løbet af spillet bevæger spillerne sig fra rum til rum gennem slottet, og kan i et rum fremsætte en formodning om drabs sted, mordvåben og morder. Når en spiller fremsætter en formodning for eksempel i køkkenet, hidkalder han en mistænkt morder og et mordvåben. Herefter sættes de andre spillere i forhør ved at spillerne afslører, om de har de kort på hånden, der passer til din formodning. Spillerens tur slutter, så snart en modspiller afslører bare et af de formodede kort. Spillerne bør gøre sig note af deres undersøgelser i notesbogen, så man undgår at spørge om det samme to gange.
Hvis ingen af dine modspillere har de kort, der svarer til din formodning, er du klar til at fremsætte en anklage om mordvåben, lokation og morder. Svarer kortene i fortrolighedskonvolutten til din anklage, har du fundet morderen og vundet spillet.
Hvad medfølger i købet af Cluedo?
- 1 spillebræt bestående af ni rum
- 6 malede plasticfigurer, der hver repræsenterer én af de følgende mistænkte:
- Oberst Sennepsgul
- Pastor Grøn
- Fru Påfugleblå
- Professor Blomme
- Purpurrød
- Fru hvid (I Hasbros udgave fra 2015 er denne karakter omdøbt til Doktor Orkidé)
- 6 malede miniaturevåben, der hver repræsenterer et muligt mordvåben
- Reb
- Jernstang
- Kniv
- Skruenøgle
- Lysestage
- Pistol
- Et sæt kort bestående af et kort per mistænkte, et per våben samt et for hvert af de ni rum på spilbrættet.
- Praktiske notesbøger, der er en stor hjælp til detektivarbejdet
- Fortrolighedskonvolut
- 2 terninger
- 1 regelbog på syv sider
Spiloplevelse
Cluedo er et hyggeligt og atmosfærisk familiespil, hvor både temaets mystik, de malede figurer og spilbrættet bidrager til en ægte detektivstemning. Spillet er let at gå til for både nye og erfarne spillere, og man kommer hurtigt til det sjove – nemlig at komme med formodninger om morder, drabssted og mordvåben i jagten om at få sandheden frem.
Her kan det være lidt irriterende, at man efter en formodning skal flytte sin spillebrik til et nyt rum, for at kunne komme med endnu en formodning. Terningeelementet i spillet, hvor man kan risikere at bruge flere runders slag på at gå langs korridorerne og nå hen til et rum, kan desværre virke lidt som spild af tid.
Men, spændingen stiger jo flere formodninger man er kommet med, og ledetrådene på notesbøgerne efterhånden peger hen imod en anklage. Da man kun har mulighed for at fremsætte én anklage per spil, er det om at være sikker i sin sag, mens det kan være nødvendigt med en tidlig anklage for at nå det før en anden spiller.
Der er nogle få muligheder for at stikke en kæp i hjulet hos de andre detektiver, ved for eksempel at mislede modspillerne ved at inddrage egne kort i dine formodninger eller tvinge en modspiller til afhøring i køkkenet, bedst som han var på vej hen til spisestuen.
Ledetråde er der mange at huske på, men med den smarte notesbog er det let at holde styr på sit fremadskridende detektivarbejde. Med den kan man jo sidde og lade som, at man er meget tæt på svaret, for at få en modspiller til forhastet at komme med en fejlagtig anklage og dermed eliminerer ham fra spillet.
I jagten på sandhed gælder alle kneb, alle lige udover løgnen. Spillet har arrangeret sig så fornuftigt omkring løgnere, at hvis en spiller uheldigvis eller med overlæg ikke viser et efterspurgt kort, som han har på hånden, mister spilleren sin ret til at kunne komme med flere formodninger eller anklager.
Cluedo er beregnet til 2-6 spillere, og er helt klart sjovest, når hele familien/alle venner er samlet om opklaringen af mordet på Doktor Sort.
Spilgennemgang
Begyndelsen
Som det første placeres spilbrættet midt mellem spillerne, så alle kan nå brættet og styre sin egen karakter rundt på slottet.
Placer herefter spillernes valgte karakterfigurer på deres respektive startfelter og sortér kortene i de tre kategorier; mistænkte, rum og våben. Hver gruppe kort blandes individuelt, og herefter tages der ét kort fra hver bunke og lægges i fortrolighedskonvolutten, som placeres midt på spilbrættet. Disse tre kort repræsenterer morderen, mordvåben og drabssted.
Resten af kortene blandes sammen og deles med uret rundt til spillerne, til der ikke er flere kort (nogle spillere får alt efter spillerantal flere end andre).
Sørg for at alle har en notesbog til deres undersøgelser.
Alle spillere slår et slag med en terning, og spilleren med det højeste antal øjne starter spillet.
Note: Karakterer, der ikke er i brug i spillet, er stadig under mistanke og kan også trækkes ind til afhøring.
Midten
Et slag med de to terninger afgør, hvor langt din figur må bevæge sig rundt i slottet per tur. Korridorerne er lange, og det kan tage nogle slag at nå hen til det rum, du vil undersøge. Læg i mellemtiden mærke til dine modspilleres formodninger.
Når du træder ind i et rum, kan du øjeblikkeligt fremstille en formodning om, at mordet er foregået i pågældende rum samt, hvilket våben og hvem morderen er.
Eksempel: Oberst Sennepsgul træder ind i spisesalen og fremstiller formodningen ’jeg formoder at Pastor Grøn har dræbt Doktor Sort i spisesalen med en pistol’. Uanset om Pastor Grøn figuren er aktiveret af en spiller eller ej, trækkes denne figur ind i spisesalen til forhør af Sennepsgul, og Grøn starter sin tur i dette rum uanset, hvilket rum han før befandt sig i. En spiller kan komme med så mange formodninger i et rum, som han føler nødvendig i opklaringen, men skal flytte sig til et nyt rum efter en formodning.
For at besvare en formodning, Pastor Grøn, spisesalen og pistolen, skal spillerne fra din højre og rundt afsløre om de har et af de nævnte kort. Den første spiller, der har et eller flere af de nævnte kort, afslører i al hemmelighed til dig ét af de nævnte kort og din tur er slut. Skriv dine opdagelser ned i din notesbog.
For at bevæge sig hurtigere rundt på slottet, kan spillerne udnytte de hemmelige passager fra stuen til konservatoriet, og fra køkkenet til kontoret uden at bruge terninger.
Afslutningen
Når du føler dig sikker i din sag om svaret på Doktor Sorts mystiske død, kan du fremsætte en anklage – hvem har begået mordet, hvor er mordet begået og hvilket våben blev brugt.
Har du allerede i din tur fremsat en formodning, har du stadig muligheden for at komme med en anklage i samme tur. Skriv din anklage ned i din notesbog, og vær sikker i din sag, da du kun kan komme med én anklage i et spil. Når du har skrevet din anklage ned, åbner du for fortrolighedskonvolutten og:
- Hvis du har ret, afslører du de tre kort og vinder retten til at kalde dig selv for superdetektiv.
- Kommer du med en fejlagtig anklage, lægger du de tre fortrolige kort tilbage i konvolutten. Herfra er din karakter dømt passiv resten af spillet, og du kan ikke længere komme med formodninger og anklager, men skal stadig besvare de resterende spilleres formodninger.
Cluedo regler
Ingen spiller må kende indholdet i fortrolighedskonvolutten.
Bevægelse
En spiller slår med terningen og kan flytte sin brik det viste antal øjne – aldrig diagonalt.
Du kan skifte retning så mange gange dit terningeslag tillader dig. Har du slået et højt slag, kan du træde ind i et rum, komme med en formodning og gå videre mod næste rum.
To spillere kan ikke stå på samme felt på samme tid – dette gælder dog ikke ved slottets rum.
I stedet for terningeslag, kan spillerne benytte slottets hemmelige passager.
En spiller kan kun komme med én formodning i et rum ad gangen. I næste tur skal spilleren finde et nyt rum for at fremsætte en formodning.
Ved en formodning kan spilleren som en afledningsmanøvre spørge efter kort, som spilleren selv sidder med på hånden.
Rum
Du kan træde ind eller ud af et rum ved terningeslag eller de hemmelige passager.
Du kan ikke træde ind i eller ud af et rum, hvor døren er blokeret af en anden spiller.
Hvis du af en anden eller flere spillere er låst inde i et rum, må du vente til spillerne ikke længere blokerer døren.
Formodninger
Så snart du befinder dig i et rum, kan du fremlægge en formodning. For at fremsætte en formodning skal du flytte din mistænkte morder og mordvåben ind i det rum, du befinder dig i.
Vigtigt:
- Du skal befinde dig i det rum, som du nævner i din formodning
- Alle karakterer, inklusive dig selv og ikke-aktiverede karakterer er alle under mistanke
- Der er ingen begrænsning på, hvor mange karakterer og våben der kan befinde sig i et rum på en gang
- Der kan ikke fremsættes formodninger i slottets korridorer
I urets retning fremviser spillerne et af dine nævnte kort til dig, hvis de har et, og din tur slutter ved det første viste kort.
Falsk vidnesbyrd
Har du fremsat en formodning om, at Pastor Grøn er morderen og en spiller med dette kort melder blank på din formodning, har spilleren fremlagt falsk vidnesbyrd. Denne uheldige fejltagelse straffes hårdt, hvis det bliver opdaget, ved at spilleren ikke længere kan deltage som aktiv karakter. Spilleren skal stadig besvare på andre spilleres formodninger.
En spiller kan fremlægge en formodning og en anklage i samme tur.
Vigtigt: en spiller kan kun fremlægge én anklage per spil, så vent til brikkerne er faldet på plads.
Har du fremlagt en fejlagtig anklage anses din karakter ikke længere som aktiv spiller, og dine handlinger er nu begrænset til at besvare dine modspilleres formodninger. Din karakter kan stadig flyttes rundt i slottet som mistænkt af de andre spillere.
For at vinde spillet, skal du fremsætte en anklage, der passer til de tre kort i konvolutten. Skriv dit bud ned på de tre kort i din notesbog, åben konvolutten og fremvis stolt dit veludførte detektivarbejde.
Historien om Cluedo
Selvom musikeren Anthony E. Pratt allerede havde fået patentet på sin opfindelse, et spil han til at begynde med kaldte for Murder!, i 1944, blev spillet på grund af anden verdenskrig først udgivet officielt i 1949. Under opfordring fra sin hustru blev spillet udgivet under navnet Cluedo, der kommer af ordsammensætningen Clue (ledetråd) og Ludo (latinsk for ’jeg leger’).
Siden udgivelsen er Cluedo dukket op som spin-off i mange flere afskygninger end bare brætspil, men også i form af film, tegneserier og noveller, hvilket siger noget om populariteten for spillets atmosfære og tema.
Cluedo har siden udgivelsen gennemgået en del rettelser i gameplay og regler, inden det blev til det spil vi kender i dag. Hasbro udgiver i 2016 den nuværende standard version, som ovenikøbet introducerer den første nye karakter i spillets 67-årige lange historie, nemlig Doktor Orkidé.
Udgivelser af Cluedo
Der er en smule forskel i gameplay og regler i den Amerikanske udgave (Clue) i forhold til den europæiske Cluedo. Hertil er både den amerikanske og europæiske udgave udgivet i flere omgange siden 1947 med en smule rettelser i gameplay og regler. Hertil er spillet af flere omgange udgivet i forskellige temaudgaver som for eksempel Cluedo: Harry Potter og Cluedo: Rick and Morty, som bidrager til en anderledes atmosfære i spiloplevelsen.
Spillet findes også som et praktisk rejsesæt kun bestående af kort, som for eksempel kan spilles på en køretur samt forskellige digitale udgaver til både Android og Iphone.
Vores vurdering af Cluedo
Cluedo er et spil som de fleste af os er vokset op med, og derfor har det nok fået en særlig plads i vores hjerter. Det betyder så også, at Cluedo dermed er fortrinligt familiespil, der måske særligt glæder børnene med sin charmerende crime noir atmosfære. Som en stor bonus til et velfungerende familiespil fremhæves desuden spillets tilgængelighed hvad angår regler og spillets mål.
Der er noget ved den der krimistemning, som bare fanger de fleste af os, om så det er Barnaby, Scherlock Holmes eller Adler Olsen.. Så, hvis man er vild med at kunne sidde og gætte med på, hvem den mistænkte kunne være, så vil Cluedo passe godt ind i din brætspilssamling.
Det eneste sure opstød om spillet er terningernes bidrag til flow og gameplay. Mens resten af spillet omhandler spillernes evner til at huske og gennemskue ledetråde, sætte to og to sammen og hurtigt komme frem til sandheden, virker terningerne som et ligegyldigt tidsspilde, især hvis man ender med at bruge tre ture på at nå fra et rum til et andet. Det er altså bare mere spændende at fremsætte formodninger og nå nærmere sin konklusion, end det er at vandre de støvede slotsgange tynde.
Spilbrættets illustration af slottet og de ni mulige gerningssteder bidrager dog med en vis del af spillets atmosfære. Men, hvis I ikke orker brættet og terningerne vil vi anbefale Cluedo, rejseudgaven, der udelukkende består af kort. Spillet kan spilles stort set alle steder, og er et udmærket alternativ til det originale spil.
Uanset om du falder over Cluedo som brætspil, kortspil eller digitalt, så prøv det. Her på redaktionen er vi overbeviste om, at I med dette fremragende familiespil vil få mange hyggelige timer sammen.
God fornøjelse!
Læs også vores brætspil anmeldelse af Rummikub.
Indholdsfortegnelse