Anmeldelse af Kalaha

kalaha

Artiklen indeholder reklamelinks.

Ægypterne er kendte for at bygge pyramider, men det er ikke det eneste Nordafrika er kendt for i dag. Når de ikke havde travlt, så spillede de nemlig Kalaha. Et lettilgængeligt, strategisk brætspil, hvor alle kan være med (a la fem år og opefter), få brugt hjernen, og flytte sten som er betydeligt mindre end dem de flyttede i ørkenen. Spillet hedder oprindeligt Mancala, hvorefter det udbredte sig, men vi kender det som Kalaha.

Køb Kalaha

Hvad handler Kalaha om?

Kalaha er ældgammelt, men super simpelt:

2 spillere, og 48 kugler fordelt i 12 huller i to parallelle rækker af seks, med ét stort kalaha-hul i hver ende af spillebrættet til pointene. Hver kugle flyttet hen i dit eget kalaha-hul betyder ét point – flyt derfor så mange kugler så muligt hen i din kalaha. Spillet slutter når én af rækkerne står helt tomme, og den der har flest kugler vinder.

Det var en lettere simplificeret gennemgang– der er selvfølgelig regler som hører sig til, og dem beskriver vi lidt længere nede.

Hvad medfølger i købet af Kalaha?

  • Kalahabræt
  • 48 kugler
  • Ekstra kugler (til når det er svært at komme under sofaen).
  • Regelsæt

Spiloplevelse

Stiller man det frem for børn, er strategien bag spillet en god øvelse i ’mange bække små…’. Som spillet skrider frem, er der huller som ender med at bugne af kugler, og hvad vælger man så? Gnallingen til højre for én, eller bunken hvor man se, at man kan komme langt?

Langt betyder ikke nødvendigvis længst. En tur er ikke slut, før man lander i et tomt hul – derfor kan én tur vare længe og hive mange point hjem. Det er også derfor, at man helst vil starte først – der er en matematisk fordel ved det, hvis man regner ud, hvad der vil få en længst (trods ’ik’ tæl!’ reglen, da vi voksede op). Men det er ikke umuligt at udfordre en spiller, som tænker forud, og her skabes meget af underholdningen og spændingen.

Spilgennemgang

Begyndelsen

48 kugler bliver ligeligt fordelt i de 12 huller, dvs. fire 4 kugler i hvert hul. De to store huller for enden, som hedder kalaha, forbliver tomme til at starte med – det her her, hvor man opbevarer de kugler man flytter, som er ens point. Så slår man sten, saks, papir, tænker på et nummer, gætter en hånd, eller bruger en anden metode man nu har lyst til, for at fastslå hvem der starter.

Når det er afgjort, vælger den første spiller et hul på sin egen side, altså rækken tættest på én selv, og tager alle kuglerne op i hånden; dem slipper man så én ad gangen i ét hul ad gangen mod uret.

Midten

Når man forbi sit kalaha, tæller det også som ét hul, og man slipper sit første point i – man skipper selvfølgelig modstanderes kalaha, medmindre man er i et samaritansk humør – og er det den sidste kugle man havde i hånden, så får man en tur til. Ender den sidste kugle i et hul med andre kugler, tager man alle kuglerne op, og fortsætter sin tur indtil at man ender i et tomt hul. Ender den sidste kugle i et tomt hul på sin egen side, så må man tage kuglerne fra hullet lige overfor, og lægge dem i sin kahala. Nu er turen slut, og modstanderen kan begynde.

Afslutningen

Der er blevet spillet frem og tilbage (men altid mod uret, selvfølgelig), og hullerne er ved at blive tomme.

Spillet slutter når en hel række ikke har flere kugler i. Dén spiller som afsluttede spillet, må nu tage alle de resterende kugler på modstanderen- eller sin egen side og lægge dem i sin kalaha. I Harry Potter-termer, er det at fange det gyldne lyn; efter hårdt arbejde og pointscoring, kan spillet vendes ved ét træk. Vendes til en sejr, hvis du er lav på point og modstanderen har mange kugler på deres side, og vendes til et nederlag, hvis du er denne hårdtarbejdende spiller, som så bliver overhalet af et gyldent plot-twist. Vi er ikke bitre.

Selve spillet varer ofte ikke over en halv time, og det er derfor oplagt at spille flere runder – for revanche, for øvelsen, eller for hyggens skyld.

Kalaha regler

Bevægelsesmønstret

Spilleren vælger altid ét hul på egen række, samler kuglerne op, fortsætter til højre, mod uret, og lægger en kugle i hver af hullerne indtil der ikke er flere kugler.

Man får en tur til, når den sidste kugle ender i ens kalaha, og man må derefter vælge hvilket som helst hul på ens egen side. Vi siger det igen, egen side (lige meget hvor meget din storesøster siger det modsatte). Ender den sidste kugle i et tomt hul på modstanderes side, slutter turen. Ender den sidste kugle derimod i et tomt hul på ens egen side, må man tage kuglerne (såfremt at der er nogle) fra hullet på modsatte side…

Det lader til, at vi har spillet Kahala forkert hele vores liv. Hvilket vil sige, at de spil vi tabte retroaktivt burde annulleres, og vi kan få revanche mod …! Hvem det end var vi spillede mod på fritidshjemmet. Alle hed Line og Rasmus i 90’erne.

Hvad hvis man…

Nogle gange har man små hænder, andre gange har man spist sour cream & onion chips, og en tredje gang er det måske begge dele – under alle omstændigheder, så kan det være svært at holde på alle kuglerne, og nogle triller væk. Triller modstanderens kugler hen i ens kalahafelt, lærte vi, at råbte man ”KAHALA!” inden modstanderen fiskede den ud, så beholder man den. Råbereglen har vi ikke kunne verificere, men hvorfor ikke inkorporere stemmebåndet og mulighed for hjertetilfælde i spillet.

Historien om Kalaha

I 1894 skrev amerikanske professor, Stewart Culin, at det ikke ville være usandsynligt at spillet ville indtage en fast plads i den vestlige spillestue, og det viste sig at han havde ret. Kært spil har mange navne, og spillet Culin omtalte er Mancala – det oprindelige navn på spillet med den nordafrikanske oprindelse.

Afrika og særskilt Ægypten associeres ofte med spillet, formentlig grundet det arabiske ord, ’naqala’, som giver navn til spillet og betyder ’at bevæge [noget]’. Men det er ikke kun i Afrika at det blev spillet. Også det sydlige Asien havde deres egen version, og på Maldiverne hed det Naranji. Kalaha, som vi kender det i Danmark, er dog en importering af amerikanske William Julius Champion Jr. i 1944, som tog patent på sin egen version, som vi kender dem i dag i 1955. Han kaldte det Kalah, og i bl.a. Tyskland kaldes det også Kalaha.

I og med at den typiske version her er af plastikkugler/trækugler, så vi kalder det at flytte kuglerne; men det blev ofte spillet med småsten eller tørrede bønnelignende frø, hvorfor man også kan kalde det at så hullerne, hvis man føler ens tommelfingre er ekstra grønne.

Udgivelser af Kalaha

Det varierer mest i designet og hvad kuglerne består af. På kysterne blev muslingeskaller ofte anvendt, længere inde i landene blev sten eller tørrede bønner anvendt. Antallet af huller og hvordan de er placeret kan også variere i Mancala, men spilles på stort set samme måde – flyt og vind. I dag fås spillet i enten plastik (den billige udgave) eller træ (den dyre udgave).

Kalaha, grundet dets simple system, kan dejligt leges med og ændres på og forny spilleglæden -er man i humør til en udfordring, prøv disse regler/ændringer, som bliver anvendt andre steder:

  • Når en spiller tømmer en række og afslutter spillet, så må modstanderen tage de resterende kugler.
  • Frit valg i forhold til spilleretning.
  • Spil med flere kugler og øg antallet af kugler pr. hul.
  • Spil med irregulære antal af kugler i hvert hul for at udfordre strategien.

Vores vurdering af Kalaha

Kalaha er altid underholdende, og ualmindeligt alsidigt. Fordi rammerne er stærke kan man man være kreativ med reglerne og selv bygge sig til en endnu bedre oplevelse, hvis det skulle lyste.

Det er et spil for to spillere, men et spil for alle. Det er lærerigt for de yngre (såvel som ældre i vores tilfælde), og det er nemt at forstå, samt at have med at gøre på et praktisk niveau. Strategien er ikke altomfattende eller afgørende; de små matematiske tricks kan hindre det sjove element ved spillet, eller øge det  – det kommer an på hvad hvilken slags spiller man er (f.eks., hvis du spillede Tekken 3, slog du vilkårligt på alle knapper, eller lavede du gode kombinationer ((og endte med at tabe alligevel, selvom kombinationerne var lange og svære at huske? Igen, vi er ikke bitre)?) – ja tak til Kalaha.

Læs også vores brætspil anmeldelse af EGO.