Brætspil – De 25 bedste brætspil i 2019
|Eftersom vi lever i en digital tidsalder, og i takt med at digital underholdning er blevet en fast del af vores tilværelse, skulle man tro at et oldgammel fænomen som brætspil mister interesse. Men dette er ikke tilfældet, for overraskende nok er interessen for brætspil på sit højeste i øjeblikket. Ifølge eksperter og fremtidsforskere skyldes det f.eks. retro/vintage trenden fra tøjbranchen. Folk køber retro tøj som aldrig før, og denne trend viser sig også at være gældende i brætspil-branchen. Brætspilscaféer er begyndt at dukke op i storbyerne og salget af brætspil er i vækst. Med andre ord: folk er vilde med at leve som i “de gamle dage” og nyder at blive underholdt af gammeldags underholdning som brætspil.
De 25 bedste brætspil i 2019
Herunder kan du se vores liste, som giver et overblik over de 25 bedste brætspil i 2019. Det er alt lige fra de bedste klassikere til de bedste familiespil. Brætspillene er nummeret i en vilkårlig rækkefølge og er inddelt i brætspil-genrer (klassikere, familiespil, børnespil, voksenspil, selskabsspil, quizspil og strategispil).
De bedste klassikere
1. Matador/Monopoly
Brætspillet for os, der får blod på tanden og konkurrence på hjernen, når spillet drejer sig om magt og penge. Hele familien kan være med, når I skal kæmpe om at blive den bedste erhvervsdrivende i byen. Spillet er enkelt og reglerne er simple, men man skal huske at have tungen lige i munden, når modstanderen overvejer sit næste kup.
Matador og Monopoly minder meget om hinanden: Groft sagt kan man sige, at Matador er den danske udgave af det amerikanske brætspil Monopoly, som har taget det meste af verden med storm, siden det blev udviklet i starten af 1930’erne. Der er enkelte forskelle i Monopoly og Matador, men som udgangspunkt er målet det samme: Det handler om at være den spiller, der laver de bedste handler og tjener flest penge. De spillere, som ikke forstår spillet om magten, må derimod se sig selv gå konkurs og ryge ud af spillet, én efter én, imens den person med flest penge på lommen kan stille sig øverst på podiet, når modstanderne alle er gået konkurs.
Spillepladen er opbygget som en by, hvor alle felterne er en kendt destination eller adresse. I den danske udgave, Matador, er spillet bygge op om adresser i Københavnsområdet: Derfor kan man for eksempel lande på Rådhuspladsen, Rødovrevej eller Hvidovrevej. De forskellige adressers grunde kan opkøbes af spillerne, der som ejere af adresserne kan bygge både huse og hoteller på grundene. Og jo mere, man bygger, desto flere penge kan man skrabe ind på kontoen; Når en anden spiller lander på din ejendom, skal han/hun nemlig betale leje til dig – og hvis du har huse eller et hotel på grunden, skal de betale ekstra!
Det er dog ikke kun grundene, der afgør din og modstanderens værdi – i spillet er der også et sæt kort og nogle regler, som kan tvinge dig til at betale bøder, give dig ekstra indtægt eller måske endda sende dig i banken! Matador/Monopoly tager som udgangspunkt minimum 45 minutter, og kan spilles af alle fra 8 år og opad.
For mere information om Matador så læs vores komplette brætspil anmeldelse
For mere information om Monopoly så læs vores komplette brætspil anmeldelse
2. Scrabble
Er du god med ord, og elsker du at løse krydsord? Så prøv et spil Scrabble og få testet dine sande evner! I dette brætspil kan du udfordre dine venner, familie eller kolleger i, hvem der har bedst styr på det danske sprog. Det sker ved at danne ord, ødelægge hinandens ord og stjæle bogstaver. Og selvfølgelig at opnå de ord, der giver flest point og i sidste ende er med til at sikre dig sejren.
I Scrabble har alle spillere fra start 7 forskellige bogstavsbrikker, som deltagerne trækker tilfældigt fra en stofpose. I starten af spillet begynder første deltager ved at danne et ord fra spillepladens midterfelt. Ordet kan dannes både lodret og vandret. Når ordet er dannet, optælles ordets samlede point ved at sammenlægge de tal, der står på bogstaverne. De to bogstaver, der giver højest point, når de er brugt i et ord, er x og z.
Derefter er det modstanderens tur; Når han/hun skal danne et ord, er det et krav, at bogstaverne på den ene eller anden måde bygger videre på det ord, som allerede eksisterer på spillepladen. Derfor kan man for eksempel tage et af de eksisterende bogstaver i brug i sit nye ord. Spillerne kan, foruden de klassiske ordskabelser, jagte et bonusfelt: På disse felter kan man opnå bonuspoint med enten ord eller bogstaver.
Spillet afsluttes, når der ikke er flere bogstaver tilbage i stofposen, og den sidste spiller har placeret sin sidste brik på spillepladen. Derefter tælles alle point op – den person med flest point, har vundet spillet. Scrabble anbefales til personer fra 10 år og opad. Som udgangspunkt skal man forvente, at spillet tager minimum 45 minutter at gennemføre.
For mere information om Scrabble så læs vores komplette brætspil anmeldelse
3. Klodsmajor
Nu gælder det om at være helt rolig på hånden, hvis ikke du skal vælte det høje tårn og ende som Klodsmajor! Dette fantastiske, motoriske spil tester virkelig dine tekniske færdigheder og øje for, hvad der kan lade sig gøre i en vaskeægte bygningskonstruktion.
I Klodsmajor gælder det om at få bygget et højt tårn, der står helt stabilt. Hver deltager lægger én klods på ad gangen, indtil der ikke er flere klodser at tage af. Herfra skal deltagerne på skift pille én klods ud fra tårnet, for derefter at lægge klodsen øverst på tårnet, så tårnet bliver endnu højere. Men pas på! Hvis tårnet bliver for ustabilt, vil det falde sammen under dine hænder, og så har du altså tabt spillet.
Foruden teknik, gælder det også om at kunne slappe heeeeelt af og holde vejret, når det bliver rigtigt spændende i Klodsmajor. Enhver forkert bevægelse kan ende med at snitte klodserne, og så kan de pludselig falde sammen, en efter en. Det ønsker du ikke, og derfor må du væbne dig med tålmodighed og rolige hænder, hver gang du foretager dit et træk i dette spil.
I Klodsmajor kan man være alt fra 2 til 5 spillere. Selv de mindste kan være med, da spillet anbefales til børn fra en alder af 4 år og opad. Spillets varighed afhænger i høj grad af, hvor dygtige spillerne er til at opbygge tårnet uden at vælte det. Derfor kan det vare alt fra 5 minutter og op til 30 minutter.
For mere information om Klodsmajor så læs vores komplette brætspil anmeldelse
4. Tegn og Gæt
Skru op for fantasien og opvarm de kunstneriske færdigheder, for nu skal der tegnes og gættes! Er det et æble, en appelsin eller måske en gummibold, din holdkammerat prøver at tegne? Det er op til dig og resten af holdet at gætte – og I gør klogt i at gætte i både øst og vest, for I har nemlig kun ét minut til at gætte. Derefter får modstanderholdet muligheden for at gætte på den samme tegning, og det ville næsten være for nemt for dem, ville det ikke?
I Tegn og Gæt er der i alt 2000 opgaver, som er opdelt i 4 forskellige opgavekategorier; Levende væsener (mennesker eller dyr), Ting eller sted (noget håndgribeligt – eller et område, som f.eks. Danmark), Alt muligt (f.eks. begreber) og junior-kategorien. Det felt, man lander på, efter et slag med terningen, angiver, hvilken kategori, man skal tegne fra. Vurderer man, at ordet er for svært at tegne, kan man også tegne ordet i junior-kategorien. Det samme gælder, hvis det er et barn, der skal tegne.
Når personen, der skal tegne, har forstået opgaven, vendes timeglasset, og personen går i gang med at tegne. Hvis en fra holdet gætter, hvad tegningen skal forestille, inden tiden er udløbet, får holdet 5 point. Hvis holdet ikke kan gætte, hvad tegningen skal forestille, må modstanderne gætte; Gætter de rigtigt, får deres hold 2 point. Vinderen af Tegn og Gæt er det hold, som har skrabet flest point sammen, når alle holdene er nået i mål! Spillet varer minimum 30 minutter og kan spilles af personer fra 8 år og opad.
For mere information om Tegn og Gæt så læs vores komplette brætspil anmeldelse
De bedste familiespil
5. Ticket to Ride
Nu gælder det om at få arbejdshandsken på og bogstaveligt talt komme ud over skinnerne! I Ticket to Ride skal du bygge jernbanestrækninger igennem et helt område. I det oprindelige spil skal du bygge jernbaner igennem USA, hvor det gælder om at forbinde storbyerne med dine skinner.
Spillet starter med, at hver deltager får tildelt en togvognsbrik, der er ens personlige spillebrik. Foruden dette, trækker hver spiller også tre rutekort. Disse rutekort angiver to storbyer, som spilleren skal arbejde på at få ført sammen ved hjælp af togskinner. Jo længere, der er mellem byerne, desto flere point får spilleren – man får nemlig ekstra point, desto længere skinner, man opfører. Hver spiller får desuden fire togvognskort.
Når det er din tur til at spille, kan du enten trække nye togvognskort, gøre krav på en rute eller trække nye rutekort. Gør man krav på en rute, skal man lægge det antal togvognskort, som skal til for at fylde en rute eller toglinje op. Herefter kan man så placere et tilsvarende antal af sine farvede togvognsbrikker på ruten for at markere, at man har lagt skinner der.
Pas på! For en af modstanderne kan også vælge at etablere sig på din strækning! Derfor skal du være opmærksom på at bygge en station, der fungerer som “joker”. På den måde kan du alligevel få afsluttet din rute. Problemet er bare, at du kun har 3 stationer til rådighed! Der gives point, hver gang man lægger en rute mellem to byer. Man får ekstra point for at opfylde sine rutekort, samt bonuspoint for at bygge den længste rute på kortet. Den, der til sidst står med flest point, har vundet spillet.
Ticket to Ride anbefales til børn fra 8 år og opad, og spillet kan tage mellem 30 og 60 minutter at gennemføre.
For mere information om Ticket to Ride så læs vores komplette brætspil anmeldelse
6. Cranium
Kan du også have svært ved at vælge, om du skal spille et quizspil, et strategispil eller et spil, der tester dine kreative evner? Så er det heldigt, at Cranium er brætspillet, der har lidt af det hele!
Cranium er bygget op omkring fire forskellige kategorier; Skabekat, Faktonaut, Stjerneskud og Sprogorm. Lander man på et felt med kategorien Skabekat, er opgaven at tegne eller med modellervoks at skabe en figur, der forestiller det ord, som står på kortet, man har trukket. Lander man på et felt med Faktonauten, skal der på klassisk quizmanér svares på et spørgsmål fra kortet. Er det Stjerneskuddet, man lander på, skal man være klar på at performe og mime den figur eller det ord, der står på kortet. Hvis det derimod er Sprogormen, man lander på, skal man være skarp på orddannelser og at kunne se fejlen i de ord, der står på kortet.
Dermed er der altså tale om fire forskellige kategorier, som har fordelt sig ud på hele spillepladen. Hver gang, man lander på et felt, skal man trække et kort, der matcher feltets symbol. Først når holdet har gættet korrekt på den øvelse, man har fuldført, må man rykke fremad på feltet. Hvis holdet derimod ikke gætter svaret, bliver spillebrikken stående. Vinderne af Cranium er i sidste ende det hold, der hurtigst er rykket fremad og dermed kommet først i mål.
Cranium er et spil, der kan inddrage alle medlemmer af familien. Det har en stor underholdningsværdi, fordi der hele tiden sker noget nyt i form af de forskellige kategorier. Personer fra 16 år og opad kan være med i spillet, der som minimum forventes at vare en time.
For mere information om Cranium så læs vores komplette brætspil anmeldelse
7. Sequence
Sequence er brætspillet, hvor du ikke bare skal fokusere på dine egne kort og næste træk – du skal også samarbejde med din makker, som du i øvrigt ikke kan koordinere med undervejs! Kort sagt gælder det for jer om, at I til sammen skal skabe en sekvens – en række af brikker – på spillepladen.
Sekvensen skal skabes af 5 jetoner i samme farve, som skal ligge enten vandret, lodret eller diagonalt på pladen. Spillepladen består af billeder af alle spillekort – 2 gange. Samtidig sidder hver spiller med et antal kort på hånden. Herfra må spillerne lægge et af sine kort foran sig (det kan for eksempel være “hjerter 4”) og derefter placere en af sine jetoner på det spillekort, der matcher, (i dette tilfælde “hjerter 4”) på spillepladen. Derefter må spilleren trække et nyt kort op fra kortbunken, så han/hun hele tiden får mulighed for at bygge videre på sin sekvens eller starte en ny sekvens et andet sted på pladen. Det hold, som først får skabt en sekvens på spillepladen, har vundet spillet.
Foruden de traditionelle kort, har knægtene en særlig funktion i spillet; Den ene slags knægt giver dig muligheden for at fjerne en af modstandernes jetoner, mens den anden slags knægt giver dig lov til at placere en jeton lige dér, hvor du har lyst. Det er med til at øge spændingen i Sequence, hvor du aldrig kan vide dig for sikker – du ved jo ikke, hvilket kort, modstanderen – eller din medspiller – trækker næste gang. Sequence er et spil om strategi og held, der kan spilles af hele familien. Spillet anbefales til deltagere fra 7 år og opad.
For mere information om Sequence så læs vores komplette brætspil anmeldelse
8. Rummikub
I Rummikub gælder det, i modsætning til så mange andre brætspil, om at komme af med alt, hvad man har! Det gør man ved at lægge sine brikker på bordet, så de enten danner en gruppe med andre brikker af samme værdi, eller lægger dem i en ensfarvet rækkefølge, der er enten numerisk stigende eller faldende.
Fra starten får hver spiller 14 brikker, der trækkes fra en stofpose. Brikkerne med tal placeres på spillerens brikholder, så modstanderen ikke kan se, hvilke tal der står på brikkerne. På skift forsøger deltagerne at sammensætte brikkerne, så tallene enten danner en gruppe af tal (f.eks. 3 x 9) eller en ensfarvet rækkefølge (f.eks. 7-8-9). Når der i forvejen er dannet en gruppe af tal, må alle deltagere også tilføje ekstra tal (f.eks. ved at tilføje 6 til 7-8-9). Kan man ikke tilføje en brik til bordet eller danne en ny gruppe, trækker man en talbrik fra stofposen. Dette er en form for straf, da spillet som sagt går ud på at komme af med alle sine brikker.
Runden slutter, når den første spiller har lagt sin sidste brik. Det er kun den spiller, som vinder spillet, der får point. Derefter fortsætter man til næste runde, hvor modstanderen kan forsøge at få point. Man spiller, indtil man når et bestemt antal point, der på forhånd er bestemt.
Rummikub er et underholdende spil, hvor man får testet sine matematiske og taktiske færdigheder. Reglerne er simple og nemme at forstå, og derfor kan de fleste være med i dette spil, der anbefales til alle fra 7 år og opad. Man skal forvente, at spillet tager minimum 30 minutter – man kan dog selv vælge, om man vil forlænge eller forkorte længden af spillet.
For mere information om Rummikub så læs vores komplette brætspil anmeldelse
9. Settlers of Catan
Settlers of Catan, der også er kendt som Settlers, er et helt klassisk, men også taktisk og strategisk familiespil.
Hver spiller starter med to landsbyer og to veje, og så handler det bare om at få bygget nye byer og veje, købt riddere og meget mere – og gerne hurtigere end de andre! Det sker ved hjælp af de få ressourcer, man vinder ved hjælp af terningekast undervejs i spillet. Foruden det, kan man handle sig til mere ejendom – eller stjæle fra de andre! Hver deltager kan opnå point ved at bygge og forbedre huse, ved hjælp af udviklingskort eller gennem særlige specialkort, der kan skifte ejer i løbet af spillet.
I Settlers of Catan kan man interagere med de andre spillere gennem handel, men også ved at genere dem ved hjælp af røveren, eller med de udviklingskort, der gør det muligt. Man konkurrerer også om at bygge den længste vej og skabe den største riddermagt, som giver point. Den første spiller, som får 10 point, kan kalde sig for vinder af Settlers of Catan!
Spillet består af 19 landfelter og hav, der udgør spillepladen. Pladen opsættes ved, at man placerer landfelterne i et sekskantet mønster og derefter placerer havet rundt om. Der findes ikke noget egentligt facit for, hvordan spillepladen skal se ud. Variation i opbygningen af spillepladen og terningernes indflydelse gør derfor, at der ikke findes to ens spil Settlers!
Settlers of Catan er et spil, der kræver stor grad af koncentration og strategi. Derfor anbefales spillet til børn fra 10 år og opad. Man skal som udgangspunkt forvente, at spillet kan tage mellem en time og halvanden time at gennemføre.
For mere information om Settlers of Catan så læs vores komplette brætspil anmeldelse
10. Carcassonne
Vær klar til at opbygge dit eget imperium i det franske landskab, bestående af byer, klostre og landeveje, i Carcassonne, der er en sydfransk by. I spillet skal du og din deltager udvikle hele området omkring Carcassonne, samt indsætte “følgesvende” i form af tyve, riddere, landmænd og munke. Den person, som er er bedst til at udvikle sit område og udnytte sine følgesvende, vil som gevinst kunne høste flest point og sikre sig sejren i sidste ende.
Spillet består af en startbrik, som lægges på bordet, inden spillet går i gang. Foruden denne brik, findes der 72 landskabsbrikker, som lægges i en bunke på bordet med bagsiden opad. Hver deltager får også 8 følgesvende-brikker.
Landskabsbrikkerne trækkes én ad gangen på tur. Den første deltager lægger brikken ned på det eksisterende landkort, der, hvor man synes, den kan placeres, så der dannes et nyt landskab. Derefter kan deltageren vælge at lægge en af sine borgere – en tyv, ridder, landmand eller munk – på enten en by, en vej eller en mark. Der findes særlige regler for, hvordan følgesvendene må placeres. Der gælder dog for dem alle, at deltageren får et point, når byen, vejen eller marken er bygget færdig.
Spillerne får løbende point under hele spillet. Den spiller, som har flest point under den sidste pointoptælling, har vundet spillet. Carcassonne anbefales til børn fra 7 år og opad. Man skal forvente, at spillet varer minimum 30 minutter at gennemføre.
For mere information om Carcassonne så læs vores komplette brætspil anmeldelse
De bedste børnespil
11. Afrikas Stjerne
Gør dig klar til en vaskeægte opdagelsesrejse og jagten på skatten i dette brætspil, der tager dig til Afrika! I dette spil skal du ud på en rejse, der har ét ganske særligt formål: At finde den mest dyrebare diamant, Afrikas Stjerne! Den person, som finder Afrikas Stjerne, skal hurtigst muligt slæbe diamanten hjem – derefter har personen nemlig vundet spillet. Mén pas på! Modstanderne kan nemlig, i mellemtiden, anskaffe sig et visum, som sikrer dem sejren, hvis de kommer hjem, før du er tilbage med Afrikas Stjerne. Derfor handler det ikke kun om taktik, men også held!
I Afrikas Stjerne starter hver deltager i en af de to afrikanske byer, Cairo eller Tanger. Herfra går jagten ned igennem de forskellige destinationer, som er opkaldt efter tidligere eller nuværende destinationer i Afrika. I din rejse mod diamanten, Afrikas Stjerne, kan du både rejse til lands, til vands eller i luften. Men, som det også er i den virkelige verden, koster det penge at sejle eller flyve fra destination til destination. Penge, som er på din lomme fra start, men også kan indtjenes ved at samle diamanter op på vejen.
Det er dog ikke kun diamanter, du kan finde på din vej – du kan også risikere at blive rullet af en røver, som stjæler alle dine penge! Derfor skal du altså hele tiden træde varsomt, når du bevæger dig rundt i Afrika. Afrikas Stjerne kan spilles deltagere fra 6 år og opad. Det er et simpelt spil med enkle regler, som kan forstås af både voksne og børn. Spillet tager som udgangspunkt mere end 30 minutter.
For mere information om Afrikas Stjerne så læs vores komplette brætspil anmeldelse
12. Vildkatten
Nu skal der fart på i øverste etage! Find æblet, madpakken, gummistøvlerne eller solsikken hurtigst muligt, så det er DIG, der får pointet! I Vildkatten gælder det om at være hurtig på aftrækkeren, når du og dine modstandere skal kæmpe om at være den, der først finder et bestemt billede på spillepladen.
Vildkatten består af en stor, rund spilleplade med mere end 300 billeder af ting, vi alle sammen kender; Blomster, dyr, beklædningsgenstande, madvarer, køretøjer og så videre, som både børn og voksne kender fra hverdagen. Derfor kan hele familien også være med omkring dette spil.
I hver runde trækker én person en brik fra beholderen og vender brikken, så alle kan se billedet. Derefter gælder det om at være den, som først finder billedet på pladen og gør opmærksom på det. Den person, som har fundet billedet først, får lov til at beholde brikken, der tæller som ét point. Når alle brikkerne er brugt op, tæller man, hvor mange billedbrikker/point, man har fået undervejs. Den person, som har flest point, har vundet spillet!
Vildkatten er et genialt spil, når selv de mindst børn skal være med omkring spillebordet. Som udgangspunkt anbefales det, at børnene har en alder af 6 år og opad, men efter lidt øvelse kan også yngre børn være med i spillet med resten af familien. Spillet tager omkring 30 minutter at spille.
For mere information om Vildkatten så læs vores komplette brætspil anmeldelse
13. Alias
Taler du om en ulv? En ræv? En populær ræv? Robin Hood! Lad fantasien få frit løb, når brætspillet Alias kommer på bordet! I dette spil gælder det om at forklare, beskrive og ikke mindst gætte forskellige ord, ud fra de kort, der hører med til spillet. Spillet minder om den velkendte festleg ‘Margrethe-skål’ og lægger op til masser af timers underholdning for både familie, venner og kolleger.
I Alias er der en bunke kort, som indeholder forskellige ord; Det kan både være navneord, adjektiver, tillægsord osv. Når ordene skal forklares, kan det både være ved at bruge synonymer, antonymer og sine helt egne, hjemmelavede forklaringer. Så længe, de deltagere man er på hold med, gætter ordene, inden tiden er løbet ud! Der er dog også nogle regler for, hvad man ikke må gøre – for eksempel må du ikke oversætte ordene eller få de andre til at stave sig frem til ordet.
Derfor er der altså både begrænsninger, men også en stor portion muligheder, når der skal beskrives, forklares og fortælles i Alias. Det er et brætspil, der lægger op til masser af grublen og grin, når man i sin frustration ikke kan få ‘forklarerens’ beskrivelser til at hænge sammen med de tanker, der er inde i hovedet på de resterende deltagere. Alias er som udgangspunkt til børn fra en alder af 10 år og opad, men det kan også spilles for mindre børn, så længe de har en voksen til at vejlede dem undervejs. Man skal regne med at bruge minimum én time på at gennemføre Alias.
For mere information om Alias så læs vores komplette brætspil anmeldelse
14. Speak Out
Du har måske prøvet legen, hvor du skal sige et ord med en masse kiks eller skumfidus i munden? Og måske husker du også, hvor svært det er at sige – og ikke mindst høre – ordene, når man har munden proppet? Nu kan du gennem et brætspil få trænet dine ører i utydelige ord! I Speak Out skal du dog ikke proppe munden, men derimod åbne kæberne på vid gab ved hjælp af et stort mundstykke i plastik, der gør det umuligt at samle læberne.
I Speak Out skiftes holdene til at trække et kort, hvorpå der står en meget kringlet sætning – selv hvis man ikke havde det store stykke plastik i munden! Opgaven går derefter ud på, at den ene spiller læser kortet højt, imens han/hun har stykket i munden. For de andre deltagere på holdet gælder det om at gætte, hvilken sætning, der bliver læst højt, inden der er gået et minut – tiden kan aflæses på timeglasset, som følger med i spillet. Hvis holdet gætter sætningen, inden tiden er gået, må deltageren trække et nyt kort. For hvert kort, der bliver gættet inden for tidsrammen, får holdet et point. Det hold, der har flest kort/point, når alle ordkort er blevet brugt op, har vundet spillet.
Speak Out er et hylende morsomt festpil, som kan hives frem i både anledninger med familien, men også i festligt lag med kolleger og gode venner. Børn fra en alder af 8 år kan være med i Speak Out, der kan tage 30 minutter. Hvis man synes, det er for lang tid, kan man også selv vælge at sætte en grænse for, hvor længe man vil spillet. Derfor er det også et udmærket spil, hvis man mangler underholdning til en børnefødselsdag!
For mere information om Speak Out så læs vores komplette brætspil anmeldelse
De bedste voksenspil
15. Fog of Love
Brætspillet, hvor (fiktive) mennesker mødes og sød musik opstår! I Fog of Love skal du og din modstander/medspiller opbygge to karakterer, der indgår i et forhold til hinanden. De to karakterer bliver forelskede, men oplever også de udfordringer, der kan være i et parforhold – udfordringer, som i dette tilfælde gemmer sig i selve spillet.
Hvis du er glad for at se romantiske komedier, vil du elske at spille Fog of Love. Det fælles formål med Fog of Love er at skabe et romantisk og vedvarende forhold, som overkommer selv de største udfordringer. Med mindre en af jer altså vælger at ende mål undervejs! I løbet af spillet skal i nemlig hver især træffe beslutninger om, hvilken retning forholdet skal tage. Og derfor kan man ikke være sikker på, at I ender det samme sted.
I det oprindelige spil er der fire forskellige kærlighedsscenarier, man kan vælge imellem. Disse scenarier kan ændre sig, alt efter hvilke udfordringer, man trækker. En udfordring kan for eksempel være at beslutte, hvad man skal lave på den første date. Hele vejen igennem skal man dog have øje for det mål, man har sat for sin karakter fra starten af spillet. Man vinder nemlig spillet, hvis ens karakter opnår sit mål og bliver lykkelig.
Fog of Love er et underholdende og romantisk brætspil, som i høj grad er inspireret af rollespil og romantiske komedier. Da der kan forekomme en del intime og nærgående scenarier, anbefales spillet til personer over 17 år. Spillet kan kun spilles af 2 deltagere.
For mere information om Fog of Love så læs vores komplette brætspil anmeldelse
16. Codenames
I Codenames iværksættes hjernecellerne og spionudklædningen tages på. Hvis du er på udkig efter et selskabeligt brætspil, som kan spilles af hele familien, så er Codenames lige sagen. Codenames kategoriseres som et selskabsspil og anbefales at spille fra 14-års alderen og op. Dermed rammer Codenames en bred spillerskare og giver anledning til et idéelt familiespil såvel som voksenspil. Vær det første hold til at gætte alle ledetråde, og du kan kalde dig selv for vinder af Codenames.
I Codenames begynder man spillet ved at lægge 25 tilfældige kort/spioner ud på bordet. På hvert kort står der ét ord, og disse ord skal man forsøge at gætte. Man inddeles i to hold; de blå og de røde spioner. Det blå hold skal prøve at kalde alle sine spioner hjem, og det røde hold skal ligeledes prøve at kalde alle sine røde spioner hjem. Én spiller fra hvert hold udnævnes som spionmester. Spionmesteren skal være smart og snug, for personen skal udtænke hints/ledetråde, som skal være tilpas nemme at gætte, men også tilpas svære til, at man ikke gætter på modspillernes kort. I øvrigt er spionmesteren den eneste, der ved, hvilke kort/spioner der er holdets. Hvis et hold gætter på en modspillers kort/spion, kan det ende galt. Sker det, at et hold gætter snigmorderens kort, er man ude af spillet og kan kalde sig for taber af Codenames.
Codenames er et gennemtænkt spil med et unikt spildesign. Det har anmeldere også lagt mærke til heriblandt Spiel des Jahres, som tildelte Codenames prisen som “årets brætspil” i 2016. Codenames er sjovest og mest selskabeligt, når man er flere om at spille spillet. Spillet kan spilles fra 2 til 8 personer. Vi anbefaler, at man er minimum 4 spillere. Den gennemsnitlige spilletid er 15 minutter, men som sagt kan snigmorderens kort afslutte spillet med det vuns.
For mere information om Codenames så læs vores komplette brætspil anmeldelse
De bedste selskabsspil
17. Det Dårlige Selskab
Står du og mangler et festligt og utroligt underholdende spil, der til tider kan gå en smule over grænsen? Så skal du ikke lede længere! Det Dårlige Selskab er et hylende morsomt spil, der giver anledning til både grineflip og rynkede øjenbryn.
I virkeligheden er Det Dårlige Selskab et utroligt simpelt spil med enormt høj underholdningsværdi. Kort sagt handler spillet om at skabe upassende og urealistiske sætninger ved at sammensætte kort. Oftest ender sætningerne med at blive helt usammenhængende, men indimellem kommer der også sætninger, som på én gang virker både surrealistiske og har en grad af realisme, så hele bordet ender med at grine højlydt.
I starten af spillet udpeges én dommer – denne rolle går på tur i hver runde af spillet. Alle spillerne, inkl. dommeren, får 13 kort hver, som de andre ikke må se. Derefter trækker dommeren et pointkort; Her står skrevet en sætning, der ikke er færdiggjort. En sætning kan lyde “Barack Obama har brugt hele dagen på at lede efter sin…” Herfra er det de resterende spilleres opgave at vælge en sætning fra deres kort, som passer (eller slet ikke passer) til sætningen afslutning.
Når alle har truffet et valg, blandes kortene og dommeren læser mulighederne højt. Derefter vælger dommeren den sætning, han/hun synes var bedst. Det kan både være den sjoveste, mest kreative eller mest realistiske sætning – det er udelukkende op til dommeren at vælge! Pointet går til den person, som har lagt det kort, der bliver valgt som det bedste. Når alle pointkortene er opbrugt, tæller man sammen – den person, som har fået flest point, har vundet spillet!
Det Dårlige Selskab er et hylende morsomt spil, der især gør sig egnet til festlige begivenheder. Spillet anbefales til personer fra 16 år og opad. Som udgangspunkt skal man forvente, at spillet tager mellem 30 og 60 minutter.
For mere information om Det Dårlige Selskab så læs vores komplette brætspil anmeldelse
18. EGO
Hvem ville du helst tage med til middag hos Dronningen? Hvem her ved bordet er bedst til at lyve? Hvem kommer til at tjene flest penge i sit liv? Den slags spørgsmål og mange andre skal du forholde dig til, når du spiller EGO – hvem er jeg?, der er den første udgave i rækken af EGO-spil.
I EGO får hver deltager på skift stillet et spørgsmål, vedkommende skal forholde sig til. Efterfulgt af spørgsmålet, er der tre svarmuligheder, svarende til tre deltagere i spillet. Det vil sige, at deltageren for eksempel skal forholde sig til, hvem af deltagerne, der er mest nærrig, hvem der får den mest lovende karriere, eller hvem deltageren vil tage med til et middagsselskab hos Dronningen.
Hver af de tre muligheder har et tal ud for sig. Derefter skal deltageren vælge sit svar ved at lægge en brik med det antal øjne, der matcher et af svarene på kortet med spørgsmål. Når deltageren/oplæseren har svaret, skal de andre deltagere gætte, hvad oplæseren svarede. Det vil sige, at de ikke skal vælge deres egen opfattelse, men derimod gætte på, hvad oplæseren ville svare. Den spiller, som i sidste ende har været bedst til at gætte på, hvad der er blevet gættet, vinder spillet. På den måde får man virkelig testet, hvor godt man kender sine medspillere – og ikke mindst: Sig selv.
EGO er et spil, der modsat mange andre brætspil ikke handler om videnskab og færdigheder, men derimod om de sociale relationer og forhold til de andre medspillere. Det er et spil, der egner sig til sociale sammenkomster, spilaftener med venner og eftermiddage med familien. Der findes flere udgaver af EGO, og derfor kan man vælge den udgave, der passer bedst til selskabet. Som udgangspunkt anbefales det originale EGO-spil til børn og voksne fra 15 år, og man skal forvente at spille i minimum 30 minutter.
For mere information om EGO så læs vores komplette brætspil anmeldelse
De bedste quizspil
19. HINT
HINT er et brætspil, der på kort tid er blevet utroligt populært og nærmest har taget danskerne med storm! Med forskellige øvelser, der skal fremføres og gæsten af resten af deltagerne på holdet, er der noget for enhver smag i HINT.
Man behøver ikke at være god til alle former for øvelser, ej heller have stor viden om nogen speciel kategori – det er nemlig allerede lagt ind i spillet, hvilke øvelser, der er knyttet til hvilke kategorier. Derfor er det op til holdet at finde frem til, hvilke kombinationer, der virker mest tillokkende! Eksempler på kortene kan være “Nynne: Abba” eller “Mime: Italiensk mad”. Man kan også blive bedt om at tegne eller beskrive en kategori.
I hver runde er der placeret 3-4 kort i midten af spillepladen, som er udtrukket tilfældigt fra kortbunken med kategorier. Når det bliver holdets tur, udvælger de en kombination fra et af kortene. Herefter udvælges en person, som skal udføre opgaven, uden at de andre spillere får lov til at se, hvad der står på kortet. Derefter vendes timeglasset, der tæller ned fra 1 minut. Nu er det resten af holdets opgave at gætte, hvad der bliver mimet, nynnet, beskrevet eller tegnet, inden for den kategori, der står på kortet.
Der står i alt 5 ord på kortet, og derudover står der et rødt ord. Holdet får ét point for hver af de 5 ord, der gættes korrekt. Til gengæld får holdet et minuspoint, hvis de gætter på det røde ord – et ord, som for det meste er veloplagt i den givne kategori. Det kunne for eksempel være ‘pizza’ under ‘italiensk mad’.
Foruden den klassiske gennemgang, er der nogle regler for, hvornår holdene frit må vælge et kort fra midten af pladen og hvornår de er tvunget til at vælge et bestemt kort. Derudover er der også nogle regler for, hvornår modstanderne må gætte med. Som udgangspunkt er HINT dog et spil, der er simpelt og nemt at forstå, men fuld af spænding og underholdning. Spillet anbefales til personer over 15 år, og man skal som udgangspunkt forvente at spille HINT i mindst 45 minutter.
For mere information om HINT så læs vores komplette brætspil anmeldelse
20. Trivial Pursuit
Trivial Pursuit, Ostespillet – der findes flere navne for dette højtelskede familiespil, hvor alle deltageres viden om stort og småt bliver sat i spil! I dette brætspil er det ikke nok at være ekspert i én kategori – nej, derimod er det en fordel at vide lidt om det hele, hvis du skal gøre dig nogen forhåbning om at vinde Trivial Pursuit!
I Trivial Pursuit får du fra start udleveret et spillehjul, der også kaldes en ‘osteklokke’. Formålet med spillet er at vinde farvede brikker, også kaldet ‘oste’, som alle skal sidde i osteklokken. Når du har samlet én i hver farve til din osteklokke, er du godt på vej til at vinde spillet. Det er dog ikke så nemt, som det umiddelbart kan lyde til!
Spillet foregår på et spillet bræt med et cirkulært mønster, der indeholder felter i 6 forskellige farver. Hver farve signalerer en spørgsmålskategori. I Trivial Pursuit findes følgende kategorier: Geografi, Sport og Fritid, Underholdning, Historie, Natur/Videnskab og Kunst/Litteratur.
Når du lander på et felt, der repræsenterer en kategori, får du et spørgsmål fra den givne kategori. Svarer du korrekt på spørgsmålet, får du lov til at slå med terningen igen og få spørgsmål fra en anden kategori. Står du på et af de særlige kategorimærkefelter, vinder du en ost ved et korrekt svar. Når du har indsamlet alle 6 oste, skal du søge ind mod midten af pladen. Den person, som først ender i midten af pladen med en fuld osteklokke, vinder spillet!
Der er altså tale om en kombination af hurtighed, koncentration og viden, når Trivial Pursuit kommer på bordet. Det er efterhånden blevet et klassisk brætspil, hvor det meste af familien kan være med. Spillet anbefales til børn fra 8 år og opad, og man skal forvente, at spillet varer minimum 30 minutter at gennemføre.
For mere information om Trivial Pursuit så læs vores komplette brætspil anmeldelse
21. Bezzerwizzer
Bezzerwizzer er spillet, der virkelig tester dig på din paratviden! Her skal du have frem i de små grå og være bevidst om, hvilke kategorier, du er særlig skarp i. Du kan nemlig selv vælge, hvilke kategorier, der skal give dig flest point – på den måde kan du selv være med til at skabe et spil, der sikrer dig den direkte vej mod sejren. Men vær varsom – for man ved aldrig, hvilket spørgsmål, der gemmer sig under kategorien!
I starten af hver runde skal alle deltagere trække fire brikker, der svarer til fire forskellige kategorier. I Bezzerwizzer er der mulighed for at få spørgsmål fra kategorier som: Historie, arkitektur, sport, teknik, geografi, mad og drikke, TV & radio, natur og musik. Derfor er der som regel også en eller flere kategorier, som appellerer til din viden. Efter at have trukket fire kategorier, placerer hver spiller kategorierne på sit “hus”. Her bestemmer spilleren, hvilken kategori, der skal give 4 point for et rigtigt svar, hvilken kategori der skal give 3 point osv.
Foruden de simple regler, findes der to ekstra brikker, der er med til at krydre spillet: “B” for bezzerwizzer og “Z” for Zwap. Hvert hold eller deltager får én af hver brik fra start. Zwap-brikken giver muligheden for at dele én kategoribrik med en af de kategorier, som modstanderen sidder med. Bezzerwizzer-brikken giver deltageren/holdet muligheden for at svare på modstanderens spørgsmål, såfremt modstanderen ikke selv kan svare på spørgsmålet.
Bezzerwizzer er på mange måder et nyklassisk brætspil, som har en høj underholdningsværdi og masser af spænding. Spillet kan spilles af deltagere fra 15 år og opad, og man skal forvente at spille i minimum 30 minutter.
For mere information om Bezzerwizzer så læs vores komplette brætspil anmeldelse
De bedste strategispil
22. Pandemic
I dette spil gælder det ikke om at spille mod hinanden, men derimod om at arbejde sammen for at sikre jordens overlevelse! Fire dødelige sygdomme truer verden, og det er derfor op til jer at redde jordens befolkning i tide. Med et hold af trænede eksperter skal I bekæmpe sygdommene. Det sker ved at finde kuren til dem alle, inden den sidste time rinder ud.
I Pandemic er det livsnødvendigt at arbejde tæt sammen som et hold. Fra starten får hver deltager tildelt en særlig karakter, som også har sine egne særlige evner – derfor skal I sørge for at udnytte både jeres egne og hinandens evner, så I samme kan redde verden fra de dødelige sygdomme.
Spillerne taber spillet, hvis der forekommer otte sygdomsudbrud, hvis der ikke er flere sygdomsbrikker tilbage af én farve, eller hvis I løber tør for spillerkort. Som udgangspunkt er der en del regler og forskellige forklaringer, man skal sætte sig ind i, før man går i gang med at spille Pandemic. Derfor anbefales det også, at børn er over 10 år, hvis de er med i spillet.
Til gengæld er det et super underholdende spil, der har masser af spænding og udfordringer undervejs. Spillet er anderledes, fordi man ikke kæmper imod de andre deltagere, men til gengæld skal arbejde sammen om opgaven. At man spiller imod tiden er også en ekstra spændingsfaktor for spillet. Som udgangspunkt skal man forvente, at spillet varer minimum 45 minutter.
For mere information om Pandemic så læs vores komplette brætspil anmeldelse
23. Stratego
Stratego er efterhånden blevet en klassiker inden for strategiske brætspil, der kan findes på institutioner, fritidshjem og på familiens bogreol. I dette brætspil skal du kæmpe med din hær imod din modstanders hær. Målet er at beskytte din fane og nedkæmpe modstanderens hær på slagmarken.
Begge hære består af forskelligt rangerede soldater, spejdere, bomber og minører, samt den vigtige fane. I opsætningen af din hær er det vigtigt at tænke over, hvor du vil placere din fane, og hvordan den skal beskyttes. Her kan der udnyttes forskellige taktikker til at snyde modstanderen! Han/hun kan nemlig ikke se, hvor din fane er placeret. Et godt tip er at gemme hæren på bagerste række, så din modstanders hær skal igennem dine soldater, før de finder vej til din fane.
Herfra minder Stratego på mange måder om skak; Hver enkelt element i din hær har sin egen funktion. Soldaterne kan slå spejdere ud, spejderne er hurtige, bomberne kan beskytte fanen og så videre. Derfor skal du også hele tiden træde varsomt, når du foretager dig et træk imod din modstanders hær. Angriber du modstanderen, kan du nedlægge en af hans mænd, hvis din mand har en højere værdi end den mand, du angriber. Hvis det modsatte er tilfældet, bliver din mand nedlagt. Og sådan kan I slå hinandens mænd ned igennem spillet.
Der er forskellige regler, man skal læse op på, inden man går i gang med Stratego. Foruden det, er det vigtigt at have for øje, at selve opsætningen af spillet er central for selve spillets udformning. Spillet anbefales til alle fra 8 år og opad. Man skal forvente, at spille som udgangspunkt tager mere end 45 minutter.
For mere information om Stratego så læs vores komplette brætspil anmeldelse
24. Kalaha
Dette ældgamle spil fra fortidens Egypten er i dén grad et spil, der har indtaget både dagligstuer, institutioner og klasselokaler. Og med god grund: Kalaha, der oprindeligt havde navnet Mancala, er ikke bare god tidsfordriv, men også et underholdende og strategisk spil, hvor de fleste i familien kan være med.
Det mest karakteristiske ved Kalaha er selve spillepladen, der er en rektangulær plade med 12 huller – 5 huller på hver sin side og ét større hul i hver ende af pladen. Foruden pladen, er der 48 kugler, som i datidens Egypten var sten, men i dag er plastikkugler. Herfra er formålet med spillet, at hver spiller skal rykke så mange kugler som muligt hen i det store hul, der tilhører én – som regel spiller man med, at man “ejer” det store hul, der er placeret til højre for hver spiller.
For hver kugle, der lander i éns Kalaha-hul, får man ét point. Derfor gælder det også om at være den, der i sidste ende har fået placeret flest kugler i sit Kalaha-hul. Herfra er det udelukkende strategi; En af de centrale regler er nemlig, at man kan placere sine kugler i hvert eneste hul langs urets retning, indtil man har opbragt alle kuglerne. Man skal stoppe, når man rammer et hul, hvor der ikke i forvejen er en kugle.
Dvs. at hvis man fra start opsamler en bunke med 5 kugler, skal man placere én kugle i hver af de 5 huller. Ender den femte kugle i et hul uden andre kugler, går turen videre til modstanderen. Hvis kuglen derimod ender i et hul med andre kugler, må man samle de kugler op og fortsætte sin tur. OBS: Man skal selvfølgelig huske at placere en kugle i sit eget Kalaha-hul (og ikke i modstanderens), så man selv får et point! Når man først har lært reglerne og teknikkerne i Kalaha, kan spillet nærmest spilles i en evighed. En anden fordel er, at langt de fleste kan være med, uanset alder.
For mere information om Kalaha så læs vores komplette brætspil anmeldelse
25. Partners
Hvis du savner en nyfortolkning af det klassiske og meget populære brætspil Ludo, findes den lige her – og så i en udgave, hvor du ikke længere er alene i din hær, men derimod har en partner – deraf navnet. Sammen skal I sørge for at få jer selv og hinanden hele vejen rundt om spillepladen, så alle jeres brikker til sidst ender i målet.
Der skal virkelig tænkes taktisk, når man overvejer sine træk i Partners; Ikke alene skal man forholde sig til sine egne brikker, man skal også sørge for at lave et træk, der gavner makkerens positioner på spillepladen. I modsætning til Ludo, er der dog ikke en terning i dette spil – til gengæld er der en stak spillekort, der angiver, hvilket træk, man kan foretage sig. Fra spillets start får hver deltager et bestemt antal kort, som spilleren kan vælge i mellem ved hvert træk. Når hver spiller foretager et træk, lægger spilleren et kort på bordet, foretager sit træk og trækker derefter et nyt kort fra bunken.
På nogle af kortene står der tal, som angiver, at man kan rykke det antal felter frem, der står på kortet. På andre kort er der et hjerte, som symboliserer, at man må rykke en brik ud i selve spillet. Der er også et kort, som give en muligheden for at ombytte to brikker. Der er også andre kort, som enten gavner eller forværrer situationen for holdet. Derudover foregår spillet på samme måde som LUDO.
Partners er et underholdende og taktisk brætspil, der hurtigt kan blive en god vane ved for eksempel familiesammenkomster. Reglerne er simple og nemme at forstå. Spillet anbefales til alle fra 8 år og opad, og man skal forvente at spille i minimum en time.
For mere information om Partners så læs vores komplette brætspil anmeldelse
Indholdsfortegnelse